Fredag d. 9. maj 2008
En solbeskinnet fredag, første dag på Pinseturen. Vejret viste sig fra sin smilende og strålende side, og dagen startede (mht. dykning) med at sejle de første hold ud mellem klippeøerne. Man kan godt blive lidt misundelig, når man ser dem vippe ud og ned i det kølige vand.
Vandet var så roligt, at vi med lethed kunne følge boblerne for de forskellige hold, mens vi selv sad og fik en hyggesnak og sol i hovedet. Og tiden går nu alligevel hurtigt. Op med folk igen, ind til land, skifte, og så var det vores tur.
Efter en al for kort bådtur med vind i ansigtet, sprøjt om ørerne og en kakafoni af lyde, der sætter én (i hvert fald mig) i en tilstand af total afslapning, nåede vi frem til en lille vig. På med grejet og så endelig det, der står højt på listen: Det øjeblik, hvor man læner sig bagover og kan mærke, at nu går det én vej, lige inden man rammer vandet, der hvor tanken er "Jaaa, nu er det nu". Så tændes der atter (kortvarigt) for tyngdekraften, mens vægten trækker nedad, dragt og vest holder én oppe, og man selv og makkeren lige laver sidste tjek af de praktiske detaljer, inden vi begge går ned.
Først ned igennem noget, der mindede om bouillonsuppe i farven. Skal ikke kunne sige noget om smagen, for jeg følte mig ikke fristet til at prøve! Og pludselig var det der: Det klare vand, hvor man kan se 25 meter frem. De imponerende klippeformationer, en stor farvestrålende blåstak, der lige stoppede op, vendte rundt og så ud som om den tænkte "Hvor kan I altså bare få det til at se så svært ud!" Og alle de andre fisk, der sikkert var af samme mening.
Langs klipperevene, der lå som løbere udført i brun granit, billedligt talt påmalet "Følg mig". De jævnlige tjek med makkeren; alt er ok og fantastisk. Ned mod bunden, hvor det hvide sand lå. Og så hang vi ellers dér og svævede over bunden, ca. på samme måde som en mursten ikke gør det. (Eller et Vogonrumskib, for den sags skyld.) Og herefter følger ét af de største øjeblikke på turen, i al sin simple og alligevel fascinerende fremtræden: Når man tog en håndfuld sand (eller mere præcist: granit knust til bitte små skaller) op og slap den, svævede det ud og ned, samtidig med at lyset trængte gennem det plumrede øverste lag og helt ned til os. Dér spejlede lyset sig i sandet, så det så ud som en stjernekaster for fuldt blus! Så langt, så meget og alt det der, for at lade en håndfuld sand falde gennem noget vand. Men imponerende flot var det!
Vi fulgte klipperne rundt og tilbage igen -- det kunne vi jo lige så godt, nu de lå der. Der er noget majestætisk, roligt og massivt over sådan nogle store portioner granit. Det kan somme tider svimle at prøve at forestille sig de enorme kræfter, der engang har været på spil, for at få det flydende og formet.
Og stadig så tilgængeligt! Dels fordi vi i vores vægtløse tilstand i det helt klare vand virkelig havde fornemmelsen af at svæve frit hvor vi ønskede det, og dels fordi klippen så indbydende ud med riss og oplagte klatregreb. En gang (hvor jeg tager våddragten i stedet for tørdragten) skal jeg vist have et par klatresko med :-)
Masser af detaljer og masser af store indtryk, nok til alle -- både os der var der dér, og til dem der kommer efter. Et helt fantastisk dyk, hvor vi bagefter sidder i båden og siger "Det er derfor, vi tager til Norge!"
(Jesper
Schjællerup)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar