19-07-2006
Og det var ikke fordi jeg havde fået en date med Kylie. Nope, meget bedre: En hyggelig familietur til Island (må hellere skrive sådan her i tilfælde af, at konen også læser artiklen) i sommeren 2006. Og deraf et dyk i det, der bliver kaldt ét af verdens bedste dykkersteder: Thingvallavatn.
Det var sådan set lidt af et tilfælde, for turen til Island var både aftalt og bestilt inden jeg fik mit dykkercertifikat. Men når nu vi alligevel var taget derop, skulle der da kigges lidt nærmere på sagerne.
Alle steder stod der godt nok, at man skulle være rutineret i at dykke i tørdragt, så forventningen var ikke sat op til mere end en gang snorkling.
Men efter en kort samtale ved bookingen blev der dog ændret på disse forventninger. At man lige havde fået certifikatet og ikke var vant til at dykke i tørdragt udgjorde intet problem.
Faktisk ville de ikke engang se certifikatet. (Øv!)
Om jeg havde noget udstyr selv? Ork ja, jeg havde både badering og næseklemme. Hvis man skal have mere, er det nok nødt til at være med i turlejen. Fino, jeg skulle bare møde op den aftalte dag kl. tidlig.
Det gjorde jeg, og så står man der og prøver at gennemskue, hvem der er guiden. Sådan nogle kan jo antage et bredt spektrum af kropsformer og aldre. (Antallet af køn er dog begrænset.)
En almindelig bygget herre sidst i fyrrerne viste sig at være den pågældende person. Og så lige en bredere og højere udgave af en gennemsnitsperson, der også skulle med på dykket. Det viste sig at være en norsk soldat (Ivan), der var vant til at dykke ned på 70 m og dolke hummere i de norske fjorde.
Og mig som ikke engang vidste, at hummere gik så dybt. Eller at man måtte dolke dem. Hvad man nu vist heller ikke må.
Men jeg blev da lidt spændt på, hvilke forventninger, der ville blive stillet til dykket, når der er én med (angiveligt) meget erfaring, og man selv sidder uden.
De ville formentlig ikke begynde at trække i mig under vandet, så det var jo nok noget, jeg i et vist omfang selv styrede.
Vi var heldigvis ikke flere end os tre. For transporten var en kassevogn, hvor vi lige kunne sidde på forsædet. Havde vi være flere, har jeg en grim mistanke om, at de resterende blot var blevet smidt ind sammen med grejet
Da vi kom ud til søen, må både Ivan og jeg have set en kende skuffede ud, for guiden grinede lidt og forsikrede os om, at det var meget større, når først man var nede.
Det ser ikke ud af meget ovenfra
Når man dykker i Thingvallavatn dykker man nemlig ikke i Thingvallavatn.
Meget logisk.
Man dykker i en tilstødende sprække, der hedder Silfra, beliggende på 64°15'18.94"N 21° 7'1.98"W (for dem der bruger Google Earth eller lignende).
Det er én af tilløbshanerne til søen, hvor vandet løber ud i søen efter at være smeltet fra gletschere og have passeret en strækning på omkring 10 km gennem lava og andet rensende.
Vandet er rent, koldt og helt klart. Og nemt at komme i.
Især fordi der er nogle venlige sjæle, der har placeret en galvaniseret ståltrappe med platform, så det er lige til at gå både i og op.
Den brugervenlige trappe
Vi var på stedet. Det var jo sådan set bare at gå i gang. Så stod vi der bag en lastbil og klædte om, 3 mand høj. Det var lidt ligesom et show med Chippendales. Bare uden muskler og butterfly.
Guiden trak lige i en tremillimeters våddragt! Sådan! Ikke noget piveri dér. 3 grader vand = 3 mm dragt. Gad vide hvordan han vil begå sig ved 25 grader i Rødehavet? Og han dykkede rent faktisk begge dyk i den 3 mm våddragt. Det viste sig så umiddelbart efter, at det var én han havde på inden under tørdragten! Ok, nu virkede han menneskelig igen.
Han havde også tørdragter med til os andre. Pænt af ham. Selvom der var høj sol og vindstille, følte jeg mig ikke nævneværdigt fristet til at springe i kun iført badebukser. Jeg pointerede igen, at jeg ikke havde prøvet at dykke i tørdragt før. Intet problem. Der skulle bare afbalanceres med vesten, som jeg plejede. Godt, godt, ville bare liiige nævne det. Efter monteringen af tørdragten spurgte han så også venligt, om det passede. Og han tolkede ganske korrekt mit ”Gaarrrggll” som ”Jo, den strammer måske en anelse i halsen, men ikke mere end at jeg umiddelbart vil vurdere den til at være fint vandtæt og måske kun en lille bitte smule ubehagelig.” Min rallen bekymrede ham i hvert fald ikke.
Regulatorsættet bestod bl.a. af Poseidonregulatorer, som skulle være gode til at give meget luft i det kolde vand. Ja, det er godt med dig – kunne jeg ikke få én, som ville give bare lidt luft? Også her mens jeg står og gør udstyret klar?
Luften kom godt nok ud, når man purgede, men ikke når man blæste ud med munden eller forsøgte at suge noget ind.
Skal den virke sådan?
Ja, flaskeventilen er åben!
Nå, den er ikke blevet renset?
Renset for hvad – vi skulle forestille at dykke i det reneste, klare vand på denne skønne blå planet, så hvad skulle der være kommet i den?
En halv regnbueørred?
Nåååh, den har været ude i havet, men desværre med en anden guide, der ikke tog det så tungt med at rengøre grejet efterfølgende.
Jamen, så er jeg da helt tryg igen! (Godt at det med den frie opstigning stadig ligger frisk i hukommelsen!)
Det lykkedes til sidst at blæse den igennem ved at etablere et mellemtryk i kinderne, der nogenlunde svarer til en god portion gule ærter med brunkål som dessert.
Sædvanligvis dog leveret af andre kanaler. (Men nu skulle jeg jo trække vejret gennem regulatoren senere, såå... I øvrigt havde vi kun spist på Pizza Hut aftenen i forvejen! Og de serverer ikke gule ærter. Heller ikke mod ekstra betaling. Udtrykket "Yellow peas" giver tilsyneladende ingen mening i en islændings engelske. De pegede bare på en dør, der var i et lille indhak og så underlige ud i hovedet.)
Jeps, regulatoren virkede (formentlig) normalt nu. Der var senere heller ikke de fjerneste problemer under vandet, så det var bare en oplevelse til samlingen.
Der blev fyldt bly, veste og flasker på os, hvorefter det gik i rask trav over til trappen. Det var en lidt smålang gåtur i småkuperet terræn. Bare lige så man er opmærksom på, at man helst skal kunne bevæge sig længere end de sædvanlige 5-10 m med dykkergrejet fra bilen til vandkanten, når man dykker deroppe.
Alternativt kunne man have slæbt sit udstyr enkeltvist hen til kanten.
Så skulle man nok nå at gå de anbefalede 10.000 skridt dén dag.
Inden vi hoppede i vandet havde vi en lille snak med to engelske herrer, der skulle dykke noget huledykning. Og de havde det fineste nye udstyr, der (havde) kunne(t) købes for penge (engang).
Blybælterne så ud til at være af en alder, der ville have fået Egtvedpigen til at ryste på hovedet og lægge det fra sig som gammelt ragelse!
Og tørdragterne var vist blevet syet af noget såkaldt oprindeligt stof, de havde fundet lige om hjørnet, oppe på Thingvellir.
Men deres håndtering af grejet! Det snakkede, gik rundt og alt muligt imens, og håndterede det hele med sådan en selvfølgelighed, at det så ud som om, de aldrig havde lavet andet!
Ganske vist en ting, der ikke syner af noget videre, men alligevel meget imponerende at betragte.
I kom vi.
En kende koldt for ansigtet. Og bare lidt luft i dragten varmede øjeblikkeligt.
Regulatoren gav stadig luft. Det skulle nok gå godt. Måske lidt vingeskudt positur, når der skulle luft ud af ventilen.
Så her var jeg, næstførste dyk efter certifikatet.
Og allerede en kanon oplevelse!
Guidens løfte om, at det ville se anderledes ud, når først vi var kommet ned, holdt til fulde!
Vi kom længere ned i vandet, og det gik fremad. Dybt betagende med de høje klippesider. De så helt levende ud, selvom det var klippe. Der manglede bare lige lidt vand. Hov, jo, det var der alligevel. Jeg så i hvert fald lige nogle bobler. Ellers var det komplet umuligt at se, at man svømmede rundt.
Fascinerende.
Stille og roligt fremad
Nede på bunden af kløften (ca. 12 meter) kunne man ligge og se op på græsset, der voksede på kanterne af kløften. Det var mere klart end i Hinnerupbadet! (Men nu har jeg så godt nok også en opfattelse af, at Hinnerupbadet har en forholdsvis restriktiv politik med hensyn til såning af græs langs kanten af svømmebassinet. Det kan muligvis være en del af forklaringen. En anden del kan være, at det nok er de færreste, der vil omtale vandet i Badet som ”rent”.) Man kunne lige så tydeligt se de små coatede blykugler, der løb i en lind strøm ud af guidens bælte. Og jeg kunne endda finde dem igen på andet dyk. Manglede bare lige en tråd med rødt garn, Hans og Grethe og en heks, så var eventyret komplet!
... og et kig bagud. Hvem fjernede lige vandet???
Vi blev ført frem ad strømmen i 6-8 m dybde og kom til en skråning, hvor vi kom op på ca. 1 meter vand (og ned igen og op og ned og op og ned), så vi kunne gøre vores entre i ”The Real Blue Lagoon”. Og den var blå! Hold da op, hvor var den blå. Blå på nøjagtig samme måde, som en mursten ikke svæver i luften. Der er jo ellers en ”Blue Lagoon” i nærheden af Reykjavik, hvor vandet, som navnet antyder, et mælkehvidt! (Mer’ logik.) Og kun en lille bitte smule blåt. Men her var det blåt. Blåt, blåt, blåt! Ikke mere end ca. 5 m dybt, og nogenlunde cirkelrundt. Masser af dynd på bunden, så det var om at passe på finnerne. Ivan kom ned og vende, og siltet blev hængende. Afslørende. Jeg holdt mig heldigvis pænt over bunden. Jeg så i hvert fald ikke, at jeg pirkede til noget bund. Meget praktisk (i den forbindelse), at Vorherre ikke har udstyret os med øjne i nakken. Det ville også bare gøre det dobbelt så dyrt i dykkermasker.
I alt et dyk på små 45 minutter. Og helt uden at det havde været koldt. Ikke ud over de blåfrosne læber, der var svære at styre, da vi snakkede med hinanden efter dykket. Blot en bagatel. Meget, meget imponerende dyk.
På trods af kulden vokser græsset lystigt.
Her svømmer vi på knap en meter vand.
Da vi steg op fra The Real Blue Lagoon, var vi kommet endnu længere væk fra bilen. Igen et notat om, at man skal have en vis styrke i benene, hvis man skal dykke her.
Efter en passende overfladetid med mad og vand var det tid til andet dyk, hvis vi havde lyst. Lyst? Joh, nu vi alligevel står her og egentlig ikke har de store planer for de næste par timer, så pyt da!
Ivan takkede godt nok nej til dette andet dyk, så det var kun guiden og mig. Guiden ville gerne gøre oplevelsen en smule mere avanceret. Og jeg mindede ham lige for en sikkerheds skyld om, at jeg nu havde haft hele to dyk, efter jeg havde taget mit certifikat, så det avancerede var nok lidt relativt. Ja ja, det var han med på. Sagde han.
Ned igen i det klare, klare vand. Ok, du har så fart på ned. Kommer lige om lidt. Trykudligner lidt imens, hvis det er i orden med dig.
Nydeligt stunt, du laver dér. Fødderne først ind i den mørke hule. Godt nok var dyk 2 her på "next level" meeen... Du får mig ikke derind! Jeg kan da godt sætte mig ned på knæ og kigge ind. Det ser søreme godt ud. Næsten som et helt maleri. Der forestiller en sort kat, som en mørk nat går på jagt i en kulkælder. Skulle vi have haft nogle lygter? Og har vi kigget længe nok nu?
Hen til stenene i kløften igen. Det er dybt fascinerende med de lavasten, der ligner forstenede træstammer. Ser næsten ud som om, man kan pille lagene af ét efter ét. Og de ligger på sandbund. Når det hele er erosion, hvordan kan favnstore blokke så ligge på noget fint sand uden mellemstadiet med mellemstore sten? Sikkert jordskælv, der har rystet og flyttet lidt på det geologiske inventar. Og de små fisk lever fint her i sprækkerne. Formentlig god beskyttelse for de større rovdyr, der lever ude i selve Thingvallavatn.
Videre igen. Guiden er ivrigt opsat på at vise mig noget længere fremme. Under her? Jooh, det er ganske vist ikke "Open Water", da der er to store klippeblokke, der støtter mod hinanden i toppen. Masser af bredde og masser af højde. Ikke nogen steder, slangerne kan hænge fast. Og kun omkring en meters gennemsvømning. De bliver nok, hvor de er. Ting flyder jo i vand, ikke?!
Vi får kigget ind i et par huler mere, hvor der er lys nok til, at man så godt kan fornemme, at der er stort derinde. Gad vide, hvor meget klippe, der er under den vej, vi kom kørende ad?
Undervejs møder vi de to engelske huledykkere, som er på vej op igen. Den ene er tilpas tæt på, til at man kan se, at han bare hænger der og hænger. Helt uden at bevæge sig. Skulle der ikke komme bobler fra ham? Ok, der er de. Han tager sig da godt nok en slapper, mens han venter på makkeren. Makkerens bobler svømmer jeg igennem lidt efter, og det er en pudsig oplevelse. Ikke mindst fordi vandet jo stadig er så klart, at man ikke ser det. Man kan se makkeren, når han tænder sin pandelampe, og ellers er der helt sort dernede. Han er godt nok dybt nede!
Da vi er svømmet end anden vej end før, er vi nu kommet hen til en tunnel, og guiden svømmer ind i den. Godt, godt, jeg venter lige her. Nå, hej igen, der er du. Og du kan pege bagud med hånden ind i tunnellen? Se, jeg kan ryste på hovedet samtidig med at jeg peger bagud. Og det er endda mens jeg hænger stille i vandet. Nå, du vil også vise, at du kan ryste på hovedet samtidig med at du peger bagud?! Fint, jeg skal nok give dig en anbefaling, hvis du søger job som spejl. Men jeg svømmer ikke ind i tunnellen! Nå, så fangede du den. Flot. Skal vi svømme et andet sted hen nu? Jep, jeg ved godt, vi får strømmen imod os nu. Vi tager dog lige et kig hen i The Real Blue Lagoon igen, inden vi vender om og svømmer tilbage.
Det var ikke let at svømme mod strømmen. Det var der bare ikke nogen, der havde fortalt guiden. Det gik med regelmæssige finnespark frem i god fart, så man skulle tro han skulle hjem efter sin madpakke. Jeg prøvede lige, om jeg kunne følge med (sådan nærmest for princippets skyld), men det kunne jeg godt opgive. Det der med at holde sig ved bunden eller inde ved siderne hjalp heller ikke en tøddel. Imponerende lav værdi for Reynolds tal i en naturskabt kløft. Den var ikke fri for bevoksning uden grund! Hele kløften bliver på det nærmeste skyllet igennem som en stor haveslange.
Jeg vil i den anledning gøre lidt reklame for svømmestilen "Sidestroke". Jeg har desværre ikke kunnet finde nogen dansk betegnelse for den, men den består nærmest af en blanding af crawl og brystsvømning, udført mens man ligger på siden. At det er en (amerikansk) autoriseret svømmestil ses tydeligt ved, at Disney har en filmstribe, hvor Fedtmule præsenterer bl.a. sidestroke! Og hvis han kan, kan jeg også! Og den kan svømmes iført fuldt dykkerudstyr. Jeg ved godt, at det er dårlig stil at bruge armene, når man er dykker. Men jeg var ligeglad. Vi skulle jo igennem strømmen.
Vi kom tilbage til trappen og op af vandet. 35 minutter denne gang. Udstyret føltes tungere og turen tilbage til bilen føltes længere. Men lige her er det jo også, at den Europæiske og Nordamerikanske kontinentalplade glider fra hinanden, så det er sikkert forklaringen...
Af med grejet. Og tilbage til Reykjavik. I bilen så vi billederne og videoklippene fra dykkene på guidens kamera. Han var meget venlig at demonstrere grundigt for os, hvordan kameraet skulle betjenes. At det så foregik i fuld fart langs veje der havde et pænt stykke ned i rabatten, der så igen bestod af størknede lavasten – sikkert de blødeste, der fås – gjorde jo bare, at man værdsatte hans anstrengelser for at nå det hele på én gang endnu mere! På vej ud fortalte han godt nok, at de aldrig havde mistet nogen under dykning. Men hvorvidt der var røget nogen på vej til og fra dykkerstederne, var han egentlig manøvreret glidende udenom.
En gut der hedder Charles Hood har skudt
dette kanongode billede af ”The Real Blue Lagoon”.
Ville ønske jeg havde været der.
Hov! Det har jeg jo ☺
På faldrebet en lille betragtning af, om dykning er farligt, især i klippekløfter i jordskælvsområder:
Vi skulle ellers have været ude og ride på islandske heste, men det blev en dykkertur til mig og en tur i zoo til konen og ungerne. Dagen efter fandt vi ud af, at der var kommet fem mennesker til skade på rideturen, hvoraf én stadig ikke var vågnet op, én lå i stræk og én havde brækket armen! Blot fordi rideguiderne mente, der skulle lidt mere fart over feltet. Så dykning er muligvis farligt, men i forhold til hvad?
Det er ikke uden grund, at hovedparten af forsyningerne til Østgrønland under krigen blev leveret af islandske piloter. De er tilpas tossede i hovedet til ikke at være bange for en dyt. Jeg har nu kun oplevet én guide én dag; men mit indtryk var absolut, at man skal have gjort op med sig selv, hvor meget, hvor langt og hvor dybt. Jeg kunne være kommet ind i en hule, der strakte sig 60 m under vejen, hvis jeg ville, og han ville også have mig ind i omtalte tunnel. Og mit certifikat var så nyt, at det stadig var kartonudgaven, jeg havde. Det er muligt, at andre dykkere, der kender stedet, vil karakterisere det som komplet ufarligt. Men jeg skulle fastholde mit ”nej” under vandet, for ikke at blive trukket ind i noget, jeg ikke lige følte mig klar til. Og uanset hans vurdering af, at det ikke er så slemt, som det umiddelbart ser ud til, vil jeg forbeholde mig retten til at stå af i tide.
Men er man klar til en gang flot og spændende dykning, og har en idé om egne grænser, vil jeg sammenfatte hele oplevelsen i ét ord: DetvargodtnokfantastiskoghvisdunogensindekommertilIslandmåduikkesnydedigselvforsådanendykkertur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar