Træfning i Lillebælt

19-08-2009

Strålende morgen!

Perfekt dykkervejr. Regnen stod alligevel ned i stænger, så det var jo hverken vejr til at gå i haven eller en tur med familien, og så var det oplagt at sigte efter at komme i vandet!

Og da der jo var et temmelig stort mål at sigte efter, lå det jo lige for: Afsted til Dykkertræf!

Det var nemlig lørdag d. 15. august 2009, og det var netop dagen for Det Store Træf.

Undskyldningen for at mødes igen var denne gang Dykker-forum.dk's 2 års fødselsdag kombineret med NinjaDivers rebreatherdag.

Måske ikke Dykker-forum.dk's officielle logo;

men det er i det mindste groft hugget fra siden!

(Foto: Dykkerforum.dk)

Da Ninjaerne er så lynhurtige,

må vi nøjes med denne tegning af,

hvordan legenderne fortæller, de ser ud!

(Billede: NinjaDivers.dk)

(NinjaDivers -- Jep, det var dem, vi rendte ind i på Pinseturen i Flekkefjord.)(Og nej, jeg kan sige, at de ikke er mere normale på dansk grund.)

Da vi fandt vej ned gennem Middelfarts hyggelige gader, var der ingen tvivl om, hvor Dykkertræffet fandt sted. Folk, der læber på tungt grej lige ved et skilt med "Standsning forbudt", kan kun være dykkere.

(Nå ja, og det store skilt med DYKKERTRÆF hjalp også på navigationen!)

Træffet blev holdt ved Dykkerklubben Marsvinet-Lillebælts sædvanlige tilholdssted, da de velvilligt havde stillet et hyggeligt klubhus til rådighed for fyldning af flasker, udskænkning af gratis kaffe, toiletforhold, snakkehjørner, og en sal (ca.!) til rådighed for foredrag.

Vejret var klaret op, så solen nu havde fået mere selvtillid. Når vejret er så godt, er det jo en skam at spilde den på at gå i haven eller en tur med familien -- og så var det oplagt at sigte efter at komme i vandet!

For at de indbudte gæster skulle få noget ud af dagen, var der tre både til rådighed: Marsvinet-Lillebælts torpedokrydser (eller hvad skuden nu oprindeligt var...), deres RIB, Lille Oles RIB (tja, det kaldte de ham...?) og Havbassernes RIB.

Marsvinets Marsvin, som den så ud på Dagen.

Vi ser her tydeligt den komplette mangel

på store bølger og forfærdeligt vejr!

(Foto: Sebastian Kristoffersen)

(Her er det på sin plads at indskyde, at Havbasserne holder hjemme i Farum. Det er altså øst for Storebælt. Og de havde kørt turen med båden på slæb! Måske lige værd at have i baghovedet, næste gang der ikke rigtig er nogen, der gider køre båden små 10 km for at komme i vandet et godt sted!)

Med andre ord burde der være mulighed for at komme i vandet!

Men først en hurtig kiggen rundt efter kendte ansigter. Og dem var der jo et par stykker af. Dels fra det lokale område, dels fra tidligere Dykker-Forumrelaterede aktiviteter. Grundlaget for hyggen var altså lagt, og hvis det tilmed blev til et par dyk, kunne dagen jo ikke kræves bedre!

Udstyrsbesøg ved Masterdive

Uanset hvad man bilder andre ind, så er en vigtig del af dykningen, at man kan pille ved noget nyt udstyr. Og en fugl havde sunget om, at man ved Masterdive kunne se nærmere på en DUI-dragt. Nu har jeg lukket lynlåse på dem tilstrækkelig mange gange til i det mindste at være nysgerrig efter at se, hvordan sådan én så ud live fra indersiden.

Ikke fordi jeg som sådan skulle prøve noget af det. Hverken det fede indertøj, den lette og bevægelsesfrie skaldragt og SLET ikke en 21 W HID kannisterlampe! Ikke tale om. Bare kigge. For det er helt fint, det man har i forvejen.

Men man kender dem... De der ekspedienter, der kommer listende, venlige og alt muligt. Og én der behandler mig pænt ligger så langt fra min dagligdag, at jeg straks bliver mistænksom. Så jeg er bare afvisende. For jeg kender jo da godt produkterne, for dem har jeg læst om i blade og set i kataloger. Hov, er det sådan, det indertøj føles. Hm. Nå. Men NEJ, jeg er her bare sammen med mine kammerater.

Men de står der og konverserer høfligt, svarer en passant på alle mulige spørgsmål, bl.a. om hvorfor min makkers manchetter tér sig så underligt, som de gør (det viste sig i sammenhængen, at min forklaring om, at manchetter sidder tæt og derfor knytter sig til deres ejer, hvilket forklarer hvorfor hendes er sære og mine normale, ikke holdt vand. Øv.) Og så virker de både kompetente og venlige. Absolut suspekt!

Nu er jeg jo af natur eget standfast. Med mindre jeg møder en fristelse. Og selvom synet af Jan i en prøvedragt burde have skræmt mig væk, har tanken nok snarere været "Det må kunne gøres bedre!". Så jeg gav mig. Øv.

(Desværre var der ikke den camuflagemønstrede armydragt i pink ikke med i udlånsgrejet, så jeg måtte nøjes med en blåsort.)

Så meget for den standfasthed!

Tja, det var så det foreløbige resultat.

Godt der ikke vrimlede med piger,

for så havde jeg da ikke kunnet gå i fred!

(Foto: MayaPix)

Heldigvis var Masterdive venlige nok til også at låne mig manchetter, inden jeg skulle i vandet! Og lige den omtalte lampe, bare for at vade i det...

Så trods forudindtaget overbevisning og "jeg skal ikke" stod jeg kort efter i lånt grej og var klar til:

Dykning et nyt sted!

Da jeg ikke havde dykket netop her før, skulle chancen naturligvis ikke forpasses.

Vi valgte at tage et dyk direkte fra slæbestedet frem for at tage med en båd ud (mest fordi det skulle passe ind mellem foredrag!), og det var da en oplevelse!

Ofte er et stranddyk en gang vaden ud over noget sand, og så efter en halvmaraton står man i vand til livet; her var det ned til kanten af slæbestedet og så derefter et stort skridt ud i det dybe!

Ikke noget pjatteri med det.

Da finner og maske var kommet på, kunne vi gå direkte ned til 6 m! Strømmen var ikke noget videre (bare vi havde noget at holde fast i), så vi bevægede os hen over klippeblokke og sten. Hvis man lige ser bort fra sigten var det jo næsten som at dykke i Norge! Ca.

Imponerende at sådan et varierende landskab (når man dykker der første gang!) kan ligge så tæt på.

Nok at se på, både fra planteriget...

... og mineralriget

(Fotos: MayaPix)

Strømmen tog efterhånden til, så vi søgte ind mod land igen. Det var en mindre labyrint gennem tangskove og små plateauer af lillebæltsler. Måske ikke så mange meter længdedyk, men meget fascinerende at studere. Der var også forekomster af delvist recente aflejringer af syntetiseret konglomerat med islæt af koncentrerede ferritiske forbindelser med tydelige spor af kompenserende konsolideringer (Eller sagt på en anden måde: Der var kylet gamle funderingspæle af beton ud i vandet. Pas på spidserne fra armeringsjernene!)

Da der jo i sagens natur var en del bådtrafik i området, sendte vi en bøje op, inden vi kom lavere end 5 m, også selvom vi var helt inde ved stenene. Og så gik den ellers stille og roligt tilbage igen. Denne gang med strømmen... NOT!

Vi er jo i Lillebælt, så strømmen går i ringe og forskellige lag. Vi havde med andre ord modstrøm hele vejen, både ud og hjem! Men et rigtig hyggeligt dyk alligevel. Især fordi vi kom op lige ved bådebroen igen, så der skulle ikke spildes tid på overfladesvømning :-)

Deres Forfatter i laante Fjer

(Foto: MayaPix)

Og det bliver vist dyrt en dag... For jeg havde jo lånt den omtalte dragt og 21W HID-lampen. Jeg må indrømme, at min tidligere skepsis over for, hvor den ledning til lampen kan komme til at hænge fast, blev gjort til skamme! Når lygten er den rigtige, og længden på ledningen dermed også er det, ligger den lige så fint langs med kroppen uden at hænge fast. Rigtig god oplevelse! Især fordi lampen også levede op til det lovede: Fin, fokuseret stråle, god montering, og et goodman handle der gjorde, at man lige så fint kunne tage lampen af sin venstre hånd, holde den solidt i højre hånd, pande sin makker én med venstre hånd og derefter sætte lampen på plads igen. Alt sammen roligt, velovervejet og uden at tumle rundt, som det jo bør være under dykning.

Og fornemmelsen af en rigtig letvægtsdragt, man bevæger sig ubesværet i, både i vandet og på land, er heller ikke at kimse af!

(Det er jo bare ikke billigt, sådan noget grej. Hm!)

Men fed oplevelse!

Af med grejet, en hurtig frokost og klar til det næste.

Det var nemlig blevet tid til:

Foredrag om DIR-dykning!

Næste punkt på dagsordenen var Anders Knudsens foredrag om DIR-dykning.

Anders fra Gadevang Underwater Explorers fortalte om DIR-konceptets oprindelse i huledykning og udbredelse ud til det åbne vand. Kort fortalt går DIR ud på, at der er et sæt standarder for udførelsen af dyk, hvor fokus især er lagt på, at de forskellige elementer skal være samlet i en helhed, så man så effektivt som muligt får størst mulig udbytte og fornøjelse af dykket.

Anders fortæller om fordelene

ved at ligge rigtigt i vandet

(Foto: Sebastian Kristoffersen)

Der drejer sig om bl.a.

- Udførelse, adfærd og kommunikation: Ikke dykke uforsvarligt, ikke dykke med nogen, der kan bringe ens liv og førlighed i fare, være enige om dykkets formål

- Udstyrsopsætning: Ikke noget overflødigt skrammel med på dykket

- Krav til den enkelte person: Ansvarlighed for egen adfærd og færdigheder (Korrekt, jeg er ikke DIR-dykker!), grundig indlæring af basale teknikker og en vis fysisk form, der medfører bedre afgasning, mv.

- Makkerholdet: Tremandshold, så selvom én er optaget af en opgave, er der stadig en opmærksom makker

- Standardisering af anvendte luftarter: Forenkler f.eks. tilhørende dekoberegninger, og man kan dele flasker og luftbank på ture

- Udvikling af den enkelte dykker: Skal være et tænkende individ, der anvender de lærte metoder som muligheder og ikke som begrænsninger

Alt sammen elementer, der jo ikke ligger så forfærdelig langt væk fra den måde, vi ellers dykker på. Nogle af os, i hvert fald...

Udforsknings- og uddannelsesorganisationen ISE blev præsenteret (hvor Anders er én af instruktørerne), der naturligvis uddanner under hensyntagen til DIR-konceptet.

Vi fik en redegørelse for systemet i uddannelsen, fra hvordan den almindelige AOW/CMAS** kan komme nærmere ind på anvendelsen af dette metodesæt, over til hvordan man uddanner sig op til avanceret udforskningsdykning.

Det er jo nok ingen hemmelighed, at der har været en del kontroverser omkring DIR/ikke-DIR, og en hurtig søgning på Nettet eller en snak med visse personer giver nemt indtrykket af, at temperamenterne har været i kog. Til dette er der vist bare at sige: Andre folk, anden mentalitet! Et rigtig godt foredrag, og der er nok ingen tvivl om, at der ligger kompetent erfaring bag Anders' fremlæggelse.

Og så var det tid til at komme i vandet igen!

Nja, lige lidt mere snak.

Hov, der var én mere, man kendte fra en tidligere Dykker-forumaktivitet.

Nå, i vandet NU!

Næh, for nu var der:

Foredrag om solodykning!

Denne gang var det Joachim Steenstrup (forfatteren til debatbogen "Alene under overfladen") der fortalte (og især spurgte til!) holdningerne omkring solodykning.

Hvis ikke det havde været for det klare vand,

de farvestrålende motiver og stimen af fisk,

kunne det jo næsten være taget i Lillebælt!

(Forside til "Alene under overfladen")

Debatten var ikke så intens til selve foredraget, for der var vist ingen inkarnerede modstandere af solodykning til stede; men Joachim fik sat en meget præcis finger på mange af de aspekter, hvor solodykning rent faktisk er på tale.

Selvom det jo nok ikke er helt løgn, at solodykning i almindelighed betragtes som no-go, er der hver eneste dag makkerpar, der på ingen måde holder øje med hinanden, divemastere el.lign. der binder på alene, fotografer der er opslugte af deres billeder, dykkere der sender bøjer op og ikke kaster et blik på makkeren imens, instruktører der er nede med nye elever (og man kunne blive ved!)

Foredraget var på ingen måde en opfordring til at dykke solo; men det var en opfordring til at overveje sin egen dykkeradfærd, for hvis man ved, at man rent faktisk kommer til at befinde sig i en solodykning, kan man enten lige så godt forberede sig ordentligt på det eller blive på land!

Den tilhørende snak illustrerede da også, at det er et ganske udbredt fænomen, hvad enten folk vil være ved det eller ej.

Selverkendelse har den gennemsnitlige person sjældent for meget af, men det er én af de (meget vigtige) ting, man skal arbejde med, hvis man tænker på at praktisere solodykning.

Især skal man være indstillet på muligheden af, at man trods et brændende ønske om at udføre solodykning reelt finder ud af, at det vil bliver ren russisk roulette.

Og man kan på den anden side også finde ud af, at man trods en indarbejdet modvilje reelt udfører det jævnligt og dermed er på sin egen sorte liste!

At udsende sådan en debatbog gør man sjældent uden at få øretæver. Og de var da også kommet (ganske vist kun i verbal form). Men hvad enten man er inkarneret for eller imod er det jo (som så meget andet) aldrig nogen skade til at have gjort op med sig selv hvorfor/hvorfor ikke. Der er i hvert fald ingen grund til at det skal være et tabu.

Og jeg mener også, det er på plads at vi tager snakken her i klubben.

Ud og strække benene. Mere af den gode kaffe, Marsvinet-Lillebælt havde stillet til rådighed. Hvem Kaffemutter end var, gjorde hun det godt!

Mer' dyk!

Vi stod og snakkede foran den tavle, der -- for at sikre dykning i overflod -- var sat op, så man bare skulle skrive sig på næste dyk.

Så det gjorde vi. Og blev i næste åndedrag spurgt om, hvornår og hvor vi kunne tænke os at dykke!

(Hvis nogensinde McD, Bilka, DanXpress eller hvem der prøver at bilde folk ind, at de har den bedste service, ville stille op i en konkurrence om service, må de hellere bede til, at Marsvinet-Lillebælt ikke også skriver sig på deltagerlisten!)

Godt spørgsmål... Mon ikke de kan være færdige med at snakke DSF-forsikring på en halv time, også selvom mindst én af deltagerne i snakken er i forsikringsbranchen? Jo. Det kan (læs: skal) de.

Hen og skifte flaske. Ikke fordi det havde været nødvendigt, for Marsvinet-Lillebælt stillede jo som tidligere omtalt også kompressor til rådighed. Men det var alligevel det hurtigste lige dér ;-)

Nu var det så bådtur til husvraget. Og det var en rigtig skippertur med Stjernekrydseren/Marsvinet.

Turen tegnede til at blive stille og rolig, for det var sammen med nogle NinjaDivers, og de skulle jo være stille. Og det var de da. Omtrent på samme måde, som Dolph er en stille og diskret ninja!

Servicen på båden var naturligvis fortsat i top, så andre muligheder end lige husvraget blev præsenteret; men da strømmen var betydelig, blev det netop vraget, da det jo var solidt forankret i overfladen af to bøjer, så ikke vraget drev afsted. (Eller måske omvendt?!) Og masker blev velvilligt skyllet i vandet inden vi skulle ud over, så det var bare at sidde stille, til vi var klar til at hoppe i vandet. Ren liveaboard!

På grund af strømmen blev det en art power-dropping: Ud over kanten og så se, om vi kunne fange bøjen. Hvis ikke, samlede de os bare op igen, så vi kunne prøve igen. Ingen ballade der. Men det lykkedes for næsten alle mand at fange bøjen, så det gik jo godt nok.

Og så kunne man ellers blive flået i maske og regulator, mens man tog turen ned af tovet.

Kraftig strøm, vand så sort som... og masser af svæv. Jo jo, vi var ikke sejlet ud af Lillebælt!

Fra de godt 20 m ophørte strømmen dog, og så var det ellers bare rundt på vraget, der var omtrent lige så oplyst som et kasino i Las Vegas! Imponerende som fem ninjaer kan skjule sig i mørket... ;-)

Det kan i øvrigt diskuteres, om den største dykkerløgn er "Det er kun dyrt at starte", for udtalelsen "med en RB'er dykker man i stilhed" kommer stærkt efter! Ok, indrømmet at RB'erne ikke larmer. Men dem der dykker med dem... Sussi og Leo go home!!! Der blev sunget og råbt og hvad ved jeg. Gad vide om de kommer skotsk højlændervand i én af de flasker, de har på?

Men en hyggelig samling dyk(kere) var det nu!

Den store torsk havde Kjeld jo allerede skudt, så den var der ingen grund til at lede efter.

Kjelds torsk.

Det er vist "æd eller bliv ædt!",

når man møder sådan en krabat!

(Foto: MayaPix)

En rundtur på vraget er såmænd også hurtigt gjort, for større er det jo heller ikke. Men der er mange gemmesteder, og når man dertil lige skal have styr på, at ens makker ikke bliver bortført af de andre, er der såmænd nok at se til, og tiden gik hurtigt.

Op ad tovet igen kunne vi tydeligt høre musikken -- en symfoni spillet af en bøje, der sættes i vibrationer af en kraftig overfladestrøm, mens man selv ligger i roligt vand. Ikke dårligt med indlagt elevatormuzak.

På overfladen lå Marsvinet pænt og ventede på os, så det var såmænd bare at give los og lade sig drive. Båden havde stigen klar, lige præcis hvor vi ville ramme. Og hjælpsomme hænder til at tage fat i det tunge grej, da vi skulle op ad stigen. Som sagt: Rent liveaboard!

Afslutning af dagen

Dagen var ved at være gået, og vi skulle finde ud af noget med noget aftensmad. Hvilket på ingen måde udgjorde et problem: Der var simpelthen grillpølser og -brød i rå mængder, så det var bare at spise løs, til man enten skammede sig eller var mæt. Mætheden meldte sig først.

Mens vi var ude at dykke, havde der været uddeling af præmier. Og jeg var så heldig at vinde en DVD-boks med Jean-Michel Cousteaus "Ocean Adventures". Den blev jeg tildelt som en tak for mit vindende væsen, mine intelligente bemærkninger og sprudlende vid. Eller også var det lodtrækning på basis af forhåndstilmeldinger. Jeg havde stadig hætten på med deraf følgende nedsat hørelse, da jeg fik det at vide, så den præcise årsag står lidt hen i det uvisse.

(Hvis der er nogle, der ikke ved, hvem Jean-Michael Cousteau er, kan jeg fortælle, at det er ham, Nemo og hans venner er ved at drive til vanvid i bonusmaterialet til "Find Nemo".)

(Og så var der noget med en berømt far.)

(Ikke lige så berømt, som ham der fik at vide, at "Jeg er ligeglad med, hvem din far er. Du skal ikke gå her, hvor jeg fisker!". Men berømt var han.)

En stor tak til både Jan og Sebastian, der hurtigt understregede, at jeg ikke havde forladt arrangementet, men bare var ude at dykke, og derfor ville komme igen! Ellers var DVD-boksen nok røget videre til en anden.

Det var så ved at være den dag.

Hjemad var der selvfølgelig reflektioner over, at det er imponerende, at en "smule" aktivitet på Nettet kan fremkalde et træf med så stor aktivitet og succes!

Der var mødt henved halvanden hundrede mennesker op, og det er da ganske imponerende!

Vi vil naturligvis helst dykke. Men også sidde og hamre i tasterne. Nogle mere end andre (hhv. dykke og bruge computeren).

Selv dem der mener, at dykning bør være i vandet og ikke på Nettet må dog indrømme, at det Dykker-Forum, Ole Kallehave har fået banket op, og ikke mindst den samlede aktivitet de forskellige brugere på forumet har lagt for dagen, virkelig har kastet noget af sig.

For mit eget vedkommende er det blevet til adskillige kontakter og dyk med mennesker, som jeg ellers ikke ville være kommet i nærheden af. Det er muligt, at de pågældende folk fortryder det bittert den dag i dag; men det gør jeg ikke.

Det er fristende at beskrive Dykker-forum.dk som "et websted hvor folk skriver indlæg og skændes om dykning". Dette er imidlertid ikke helt korrekt... Det er nok mere præcist at omtale det som "en landsdækkende dykkerklub med en del aktivitet, hvor folk skændes på tværs af landsdele og øvrige tilhørsforhold og niveauer. Kontingentet er kr. 0,- halvårligt."

En baggrund i en klub mener jeg dog er en fordel, for en god del af aktiviteten går (så vidt jeg har opfattet det) på "Jamen kom du bare med her -- vores klub skal..."

Og selvfølgelig er der nogle mennesker, man kan bedre med end andre; men det burde ikke overraske nogen.

Hvis I ikke allerede er tilmeldt (og så vidt jeg ved, er det kun 4 her i klubben, der pt. er tilmeldt!) vil jeg på det kraftigste tilråde det.

At Marsvinet-Lillebælt lagde hus og plads til træffet var også en kæmpe fordel! Der har helt sikkert været en del frivillige hænder, der gjorde det muligt for os andre at kunne daske rundt og nyde forholdene. Alt sammen uden beregning!

That's all, folks!

Således min beretning for dagen med de oplevelser, jeg personligt havde. Hvis der er fjel eller magnler, så giv mig endelig besked!

Der var flere foredrag og aktiviteter, og dermed afgjort noget for enhver smag! Og jeg håber at se mange flere her fra klubben næste år.

Se flere beretninger fra dagen her,

og billederne i galleriet.