tirsdag den 28. oktober 2008

(2008-10-28) - Førstehjælpskursus


Det er altid rart at lære noget. Især noget, man kan bruge.

Det er heller ingen ulempe at blive klogere.

Og når man oven i det lægger (hov, det er forresten heller ikke at kimse af, at man har et par rigtig hyggelige aftener med klubkammeraterne, både dem fra egen klub og et par gæster fra andre klubber), at man i løbet af to aftener pludselig har fået tilegnet sig både det obligatoriske stof og en hel masse mere praktisk anvendeligt, ja så kan deltagelsen på det førstehjælpskursus, der netop er blevet afholdt i klubben, med vores egen Sonnich som underviser, ikke betegnes som andet end en succes med ekstra bonus!

Sonnich med et lille udvalg af det,
vi blev præsenteret for på kurset

I forbindelse med efterårets Rescue Diver-kursus havde Søren Roager fået entreret med Sonnich om at afholde det obligatoriske førstehjælpskursus. Som klubånden selvfølgelig inspirerer til, blev kurset åbnet for alle medlemmer. Og da det ikke blev overtegnet (mildt sagt!), blev der inviteret gæster fra andre dykkerklubber.
Og lige her har jeg nok en enkelt anke: Ikke at der blev inviteret gæster; men vi var fem (5!) deltagere fra vores egen klub. Hvor er alle andre? I betragtning af, at vi er ca. 130 medlemmer, er der altså langt fra at kunne mønstre fem deltagere og op til max. deltagerantal!
Nu er jeg personligt glad for, at jeg får lejlighed til at få genopfrisket førstehjælpsfærdighederne jævnligt, men jeg må da nok indrømme, at jeg hellere vil have, at det er dem, der er i nærheden af mig, der kan deres førstehjælp...
Selve kurset foregik på umiddelbar vanlig vis med slides, dukker og forbindinger. Men vi fik aldrig rigtig fornemmelsen af, at det var pligtig indlæring; det var snarere fortællinger fra en erfaren førstehjælper, der bed sig fast (fortællingerne, altså, ikke førstehjælperen), og timerne fløj afsted som vip med en lammehale.


En vigtig ting, når man yder førstehjælp, er at
dække det til, der kan skræmme andre...

Ikke altid nemt med langt hår!


En tiltrængt pause efter en intens omgang HLR

Hvis du foretrækker at sidde stille og passivt lyttende til en tør forelæsning, kan jeg IKKE anbefale kurset! Er du mere til en entusiastisk snak med overskud af viden, direkte relationer til virkelige oplevelser og ikke mindst de specifikke dykkeraktiviteter og -remedier, vi bruger i netop vores klub, vil det helt rigtige sted at befinde sig være lige dér, hvor Sonnich afholder førstehjælpskursus!

Vi fik (gen)afprøvet vores oxy-box, fik prøvet nogle alternative modeller, som Sonnich havde medbragt, og vi fik set på, hvad der ligger på udviklingstrappen, dels i vores nabolande, dels ved de professionelle førstehjælpere.



Jeg skulle skynde mig med at tage billedet, for et
øjeblik efter ligger personerne her i aflåst sideleje.

Grillstegt gås kylling

Der blev lavet top-til-tå-undersøgelser, pakket ind i alutæpper og -dragter, flyttet folk i nødbårer og klippet i stof, bånd og neopren.

(Et tip: Hvis vi står på et dykkersted, så bed ikke lige Sonnich om at holde din saks. Især ikke hvis du så bagefter kommer til at sige "av". Det vil være som at stikke en kåd, gråstribet gårdkilling et garnnøgle og derefter forvente, at den sidder stille og kigger den anden vej!)

Der blev snakket om de helt almindelige småskader - du ved: snitsår, skovflåter, og åbent kraniebrud.
De nye metoder med HLR (Hjerte-lunge-redning, tidligere kaldet kunstigt åndedræt og hjertemassage) samt den nye (og absolut noget enklere) læggen-i-aflåst-sideleje-metode blev øvet.

Indhold af vores førstehjælpskasser blev gennemgået, vi fik endnu engang pakket os selv og hinanden ind og ud og tilbage igen, og ganske almindelige forholdsregler og opmærksomhedspunkter blev øvet.

I det hele taget var der en excellent gennemgang af de basale og væsentlige forholdsregler, metoder og genstande. Det er meget få af os (heldigvis), der får lejlighed til at holde færdighederne ved lige hver dag. Så den pakke viden, vi står tilbage med, når teorien pludselig bliver virkelighed, skal gerne have det rigtige indhold! Og den sammenfatning i det væsentlige og anvendelige lå som en rød tråd gennem hele forløbet.
Mine absolut varmeste anbefalinger til et tilsvarende kursus en anden gang!

(Jesper Schjællerup 28-10-2008)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar