Da det nu var ved at være noget tid siden, at det havde været Lillebælt, der var offer for ét af vores natdyk, valgte vi i går at trodse vind og regn og søge mod Søbadet. Og som vi plejer, gik vi, efter at have parkeret bilen, lige en tur om på den anden side af bygningen, så vi kunne se, hvad det var, vi skulle til at kaste os ud i.
Og hold da op!
Vinden var løjet af og regnen standset. Vandet lå derfor kulsort, blikstille og spejlblankt. Bøjerne lå helt stille med pinden til dykkerflaget lige op, så strøm var der tilsyneladende heller ikke. Lysene fra de to broer lå som knivskarpe striber, undertiden kun afbrudt af enkelte både og skibe, der kom skøjtende hen over vandet!
(Længe leve de allestedsnærværende mobiltelefoner!)
Lad os komme i vandet, og det kan kun gå for langsomt!
På med grejet og ud i vandet, så finnerne kunne komme på.
Hvad var nu det?! Vandet nærmest eksploderede omkring vores ben i en sky af lysende morild! Når vi gik afsted var det som Peter Gabriel i "Sledge Hammer", blot i form at millioner af lysende alger. Ved at stå helt stille kunne vi se nede i vandet, hvordan selv krabber og fisk (for så hurtigt flytter krabber sig trods alt ikke) ligeledes fik morilden til at lyse op. Et utroligt flot show.
Begyndelsen af dykket foregik uden lamper, for vi kunne tydeligt se hinanden, og derfra gik det stille og roligt ud mod kanten. Når vi nu sådan ellers kunne komme til for de torsk, der i bunkevis svømmede omkring. Ikke de helt store, men de var der da. Sammen med et spredt udvalg af skrubber. Om ikke andet var vi nu sikre på, at vi havde fået set fisk på dykket.
Sigten var som sådan ikke fantastisk, nærmest gennemsnitlig med en fire meter. Der var en del svæv i vandet.
Og det svæv gjorde (sammen med den manglende strøm), at da vi kom ud til kanten, kunne vi lige så stille lægge os som ved et bedre drop-off og langsomt svæve ned i et bundløst mørke, kun med udsigt til væggen til den ene side.
Nu var det jo Lillebælt, og ikke et rev i Rødehavet, så næste hylde kom trods alt efter et (alt for kort) stykke tid. Men oplevelsen var nu ikke ringere, så længe den varede.
Fra hylden søgte vi længere ud mellem blokkene imod den svage strøm, der var på dén dybde. Og vi fandt ud af, hvorfor alle de små torsk var oppe på kanten: Det var blevet smidt derop af deres forældre! For der var ingen tvivl om, at hernede var det de store, der holdt fest!
Både de dovne, de stille svømmende og de hutigt spurtende torsk var repræsenterede, om som fisk har for vane, skulle en del af dem da hen og se, hvad det var for nogle underlige lys, der kom møvende gennem vandet. Der var ikke skyggen af frygt at spore hos fiskene, så vi har formentlig virket mere klodsede end faretruende... Eller også kunne de bare se, at vi ikke havde harpuner med.
Det var nu også godt det samme, for vi kunne have fanget mere, end vi kunne have både slæbt og spist. (Selvfølgelig forudsat at vi havde kunnet ramme; men i og med at ingen af os nogensinde har affyret en harpun, vil jeg lade tvivlen komme os til gode!)
Da flere af dem lå stille, kunne vi også komme tæt på og måle. Så omkring en arms længde blev målt på flere af torskene. Synes selv, de var pænt store!
En enkelt havkarusse fik også lige fundet vej mellem de andre, men den lignede jo nærmst bare en løbsk pindemad i den sammenhæng.
Vi vendte snuden ind mod væggen igen (ikke direkte, for vi havde masser af luft, og fiskene var endnu ikke blevet kedelige at se på), og da vi nåede den, var det i stille frit svæv tilbage. Når nu strømmen er der, kan den lige så godt blive brugt til noget fornuftigt.
Vi gjorde et kort ophold undervejs, for vi skulle liiige se, hvordan det så ud med morilden hernede. Ikke fordi det så viste sig at være den store oplevelse; men at ligge på den dybde med slukkede lamper i totalt mørke og bare høre sit eget og makkerens åndedrag har nu sin egen fredfyldte stemning.
Vi fulgte kæden op og kunne undervejs studere de ulke, der sædvanligvis ligger omkring kæden, igen afbrudt af enkelte skrubber, der lå og fedede den. Strømmen var taget til, så lidt rusket blev vi da. Ellers var vi nu i grunden nok også bare blevet skuffede.
For at det ikke skulle være løgn, sluttede fiskeparaden så af med en pænt stor ål, der lå på lur omkring ankerringen, som kæden er gjort fast i. Den syntes åbenbart ikke om lugten, for da vi ankom, tog den spurten den anden vej. Det kan muligvis have noget at gøre med, at vi havde en morildkamp à la snebold, som gik ud på at sende så meget morild som muligt i hovedet på den anden på kortest mulig tid! Dykket var som sådan ovre, men at skulle op af det vand var omtrent lige så svært som at stå ud af sengen en råkold vintermorgen, hvor man har fundet ud af, at vinduet har stået åbent hele natten, og taget i øvrigt er blæst væk. Lige et par minutter mere... Det var bare SÅ godt!
Til sidst fik vi dog overmandet os selv og møflet os tilbage på land, dog ikke før vi lige havde brugt lidt mere tid på at ligge i vandoverfladen og nyde synet at lysene fra broerne én gang til. Bare lige så vi ikke risikerede at komme til at efterlade lidt ubrugt dykkeroplevelse.
Hvor er alle andre dykkere sådan en fantastisk aften? Jeg ville være misundelig, hvis ikke det var fordi, jeg selv havde været der!
Helt klart den store smiley i logbogen!
(Jesper Schjællerup,
09-10-2008)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar