Tager man formlerne i den rigtige rækkefølge og i de rigtige skridt, er det såmænd heller ikke besværligt. Det er simpelthen et spørgsmål om at opfatte de tal, man anvender, som en simpel model af den virkelighed, vi bevæger os rundt i.
(På dér punkt var filmen "Matrix" ikke helt ved siden af!)
((Siger ingeniøren ... 😁)
Nedenstående er dels en gentagelse af det, man lærer på ethvert komplet begynderkursus, dels en lettere indtrængning i teorien til basal nitroxteori.
Hvis du går i stå ved noget af nedenstående, kan du gøre én eller flere af følgende ting:
- Sende mig en mail. hvor du beder mig om at uddybe noget konkret
- Siger "What the heck", ringer til mig og siger, at vi skal ud og dykke i stedet
- Opgiver, ryster på hovedet og tænker/siger højt "Det her gør det altså ikke nemmere!"
- Noget helt fjerde efter eget valg!
Lad os komme i gang med de enkelte værktøjer.
- 1. Dybden beskrevet ved enheden ”bar”
- 2. Andre begreber anvendt ved basal nitrox-teori
- 3. Fra luft til nitrox
- 4. Brug af lufttabellen ved nitroxdyk
1. Dybden beskrevet ved enheden ”bar”
Du skal uden større besværligheder kunne omregne, at der på 30 m dybde er 4,0 bars tryk, at der på 15 m er 2,5 bar, osv.
Det er en grundlæggende færdighed, som ikke er besværlig, men ikke desto mindre dybt(!) nødvendig!
Og det er nemt nok:
Og det er nemt nok:
Har du dybden, så del med 10 og læg 1 til.
30 m? Ok, del med 10 = 3,0
Læg 1 til = 4,0 bar.
Sådan.
17 m?
→ / 10 = 1,7
→ +1 = 2,7 bar
23,8 m?
→ / 10 = 2,38
→ +1 = 3,38 bar
Jeg synes personligt, det virker som en overkommelig proces.
Du husker naturligvis fra grundkurset, at der er 1 bar ved overfladen fra den luft, vi kan gå omkring og indånde?!
30 m? Ok, del med 10 = 3,0
Læg 1 til = 4,0 bar.
Sådan.
17 m?
→ / 10 = 1,7
→ +1 = 2,7 bar
23,8 m?
→ / 10 = 2,38
→ +1 = 3,38 bar
Jeg synes personligt, det virker som en overkommelig proces.
Du husker naturligvis fra grundkurset, at der er 1 bar ved overfladen fra den luft, vi kan gå omkring og indånde?!
Den luft er det, vi kalder atmosfæren.
Derfor omtales trykket ved overfladen også som "1 atmosfære".
Derfor omtales trykket ved overfladen også som "1 atmosfære".
Da man ikke kan få forkortelser nok, er der jo selvfølgelig også én til begrebet "atmosfære": ATA
Det er ikke fordi, det er en ordblind, der har fundet på udtrykket; det er fordi, det står for "atmosphere absolute".
Denne forkortelse opfylder det meget vigtige formål, at en forkortelse skal være på tre bogstaver! Ellers gælder den ligesom ikke rigtig...
Med andre ord:
1 bar = 1 ATA
Med andre ord:
1 bar = 1 ATA
(Ja, går man helt i detaljer er der forskel afhængig af luftens sammensætning, temperatur, om man er i ferskvand eller saltvand, 1 ATA er ikke helt det samme som 1 bar, og hvad ved jeg. Men ikke nogen forskel, der har den ringeste praktiske betydning for en fritidsdykker!)
((Undtagelse: Hvis du dykker i højderne, f.eks. en bjergsø, er det pludselig ikke lige meget mere. Så hold dig til havet eller søer i havniveau, indtil du har fuldstændig styr på begreberne!))
Når man vælger at bruge betegnelsen ATA er det som regel til at beskrive en dybde (vandets tryk), hvor bar bruges til at beskrive tryk i flasken (luftens/gassens tryk).
Tilbage til udregning af dybde og tryk:
Logisk nok går man den modsatte vej, fra tryk til dybde, ved at lave udregningen omvendt:
3,38 bar?
→ – 1 = 2,38
→ × 10 = 23,8 m
1,65 bar?
→ – 1 = 0,65
→ × 10 = 6,5 m
Er det ikke nemt?!
Og for nu at bruge ATA'en, så vil disse to dybder kunne udtrykkes som:
3,38 ATA
1,65 ATA
Det var sådan set det. Nu skal du bare øve det.
Det kan du f.eks. gøre ved at omregne max.dybden og gennemsnitsdybden for dine dyk til bar (eller ATA, der jo er det samme).
Efter nogle dyk ligger det såmænd hurtigt for, at du kan gå fra meter til bar eller omvendt, uden at få hverken nervøse trækninger eller koldsved.
Og så ser du hurtigt, at det første ciffer bare lige skal være én større og kommaet flyttes. Eller omvendt, hvis du regner den anden vej.
Når du kan den teknik, der er beskrevet herover, bliver de efterfølgende formler meget enklere!
Bemærk, at vi ikke har bevæget os ud over indholdet i dykkergrundbogen endnu.
Det vil vi så gøre nu:
Nu skal vi i den rette stemning, så vi begynder med lidt geometri ...
Er det ikke et dejligt ord?!
Det er faktisk et meget nyttigt ord! F.eks. er det uundværligt at have i baghånden, når en 6-årig efterligner alt hvad hans far siger: Så kan man pludselig høre sig selv sige ”partialtrykskoefficient”, ”excentricitetskoefficientstillæg” og ”inappellabelt”. Alt sammen ord, hvis vigtigste formål er at sige "Jeg er større end dig!"
Og lige netop dén mentalitet ligger der også i begrebet ”koefficient”!
Fordi Storebror er dobbelt så gammel som Lillebror, skal han også have dobbelt så mange.
Varedeklarationen for luft er 21% ilt, 79% kvælstof (eller, hvis vi skal holde os til de mere videnskabelige betegnelser, 21% oxygen, 79 % nitrogen).
Et nyt grundlæggende begreb, vi skal have fat i, er begrebet ”partialtryk”.
Det betyder i al sin enkelhed ”det tryk som hver enkelt luftart trykker med”.
Når man har det samlede tryk ved havoverfladen på 1 bar, så trykker
oxygenet med 21% af det samlede tryk,
nitrogenet med 79% af det samlede tryk.
21% af 1 bar er 0,21 bar,
79% af 1 bar er 0,79 bar.
(Som oftest er ”bar” underforstået, så det omtales blot som et partialtryk på 0,21 og 0,79.)
Vi bemærker her, at det, der ikke er oxygen, må være nitrogen (vi ser bort fra andre småstoffer).
Fordeles slikket ud i to poser af samme størrelser – så Storebror har dobbelt så meget slik som Lillebror – trykker Storebrors slik på dén poses sider med dobbelt så stort tryk, som Lillebrors slik trykker på hans pose.
Men der er ikke nogen af deres poser, der bliver trykpåvirket lige så meget, som da al slikket var i én pose, også af den samme størrelse, som de har hver især.
Hermed er første kagetallerken serveret med to gode forkortelser: pO2 og pN2.
Det er nemlig forkortelserne for ”partialtryk for oxygen” og ”partialtryk for nitrogen”.
p”et står for ”partial”, og ”O2” og ”N2” betyder, at molekylerne i både oxygen og nitrogen sidder sammen parvis.
At molekylerne sidder sammen parvis er i denne sammenhæng flintrende ligegyldigt, men det er nu engang den vedtagne betegnelse.
For almindelig atmosfærisk luft ved havets overflade har vi derfor
pO2 = 0,21
pN2 = 0,79
Alle andre blandinger er i større eller mindre grad skadelige for kroppen.
Som man er vant til at tænke, når man lige skal have ét stykke kage mere, så gælder princippet "Ok, vi har en tolerance, hvor afvigelser i mindre grad og kortere tidsrum ikke betyder noget".
F.eks. kan kroppen håndtere et partialtryk helt ned til 0,16.
(Det er nogle grænser, som en masse kloge mennesker efter et ikke nærmere bestemt antal forsøg og observationer og tilhørende beregninger har fundet ud af, er gode grænser at indføre for fritidsdykkere. Jeg har hverken grund til eller intentioner om at tvivle på deres kompetencer, og det er derfor nogle grænser, jeg accepterer uden videre bøvl!)
Får man mere ilt end det, kommer lungefilteret på overarbejde.
Det er lidt samme problem stilling, som når man sidder på Århus Teater og ser "Me And My Girl", og man kommer til at grine så meget og så længe over, at Bill punkterer som en langsom ballon i sin minkkåbe og i øvrigt fører en samtale med sit tigerhoved, at det gør ondt i både mave og kæber; men det er simpelthen så godt, at man ikke kan stoppe, uanset hvor meget man gerne vil.
Når nu der er et partialtryk på 0,21 bar ved havoverfladen, skal der gøres ét eller andet aktivt for at hæve partialtrykket til 1,4 bar. Og det aktive er at hoppe i vandet og dykke ned!
Det omgivende tryk på 1 bar, og giver som sagt et partialtryk på
1 bar x 0,21 = 0,21 bar for oxygenet.
Dykker vi ned til 10 m, er det omgivende tryk steget til 2 bar, og dermed bliver oxygenets partialtryk
2 bar x 0,21 = 0,42 bar.
Der er jo stadig 21% ilt i luftblandingen i flasken, og regulatorsættet sørger for, at den luft vi indånder, har samme tryk som vandtrykket.
Ved 20 m dybde er det omgivende tryk steget til 3 bar, og partialtrykket for oxygenet er derfor
3 bar x 0,21 = 0,6 bar (jeg dropper den sidste decimal).
Der er et stykke op til de 1,4 bar, og vi skal faktisk ramme en dybde på 56,7 m, før oxygenet opnår et partialtryk på 1,4 bar.
(6,67 bar x 0,21 = 1,4 bar)
Med andre ord behøver man ved almindelig, forsvarlig fritidsdykning ikke bekymre sig for, om man får for meget ilt.
Af ovenstående kan du også se, hvorfor omregningen mellem dybde og tryk skal ligge på rygraden. Det giver meget mere enkle beregninger. Som alternativ havde formlen for 56,7 m heddet
pO2 = ((56,7 / 10) + 1) x 0,21 = 1,4 bar
Det synes jeg personligt er mere forvirrende…
Nu har jeg selvfølgelig ikke prøvet mig frem i praksis med forskellige dybder, for at finde ud af, hvor dybt jeg kan dykke på luft (når hensynet udelukkende er oxygenets partialtryk).
Det fantastiske ved den model af virkeligheden, som vi kalder matematik, er, at når først der er opstillet en gyldig formel, kan den vendes og drejes.
Dybden kalder vi ”ATA” (Et godt sted at bruge dén forkortelse).
Oxygenets andel af luftblandingen er 21%, altså 0,21.
Max. pO2 = 1,4.
Formlen, som angivet i ét af eksemplerne ovenover:
6,67 bar x 0,21 = 1,4 bar.
ATA x 0,21 = 1,4 bar
Der divideres med 0,21 på begge sider, og så har vi
ATA = 1,4 bar / 0,21
hvilket giver 1,4 bar / 0,21 = 6,67 bar ~ 56,7 m
(Og igen ser vi med glæde, hvordan det hele forenkles af, at vi uden videre kan omregne mellem dybde og tryk.)
Ved disse behændige manøvrer er der søreme dukket en ny forkortelse op:
Den der hedder ”MOD”.
Det betyder ”Maximum Operation Depth”, behændigt oversat til ”Maksimum Operations Dybde”. Altså den maksimale dybde, man skal bevæge sig rundt på, når man udfører sit dyk.
Og det er simpelthen den, vi lige har udregnet af ovenstående formel.
Til detaljelisten:
I skrifter fra IANTD har jeg set TOD anvendt i stedet for MOD, hvor T'er så står for ”Target”, dvs. den dybde, man sigter imod.
I og for sig et ganske godt begreb. Og MOD bliver så i stedet anvendt som betegnelse for nøddybden, bestemt ud fra de 1,6 bar, der gælder for deko/nødstilfælde.
Det giver meget god mening, eftersom MOD (iht. tidligere angivet betydning) jo netop ikke angiver den maksimale dybde, man er villig til at gå til.
Men hvad er den maksimale dybde så? Hvis min makker pludselig ligger 1 meter længere nede end MOD angiver, vil jeg stadig overveje kraftigt at bevæge mig derned og hente vedkommende op!
Med andre ord er begrebet "maksimal" en ubestemmelig størrelse, som det ikke giver alverden mening af at sætte som absolut størrelse.
Det er fint nok at have som retningslinie; men det er alligevel ikke et uigennemtrængeligt gulv.
Derfor bruger jeg ikke betegnelsen TOD ...
(Skulle man endelig anvende et begreb for nøddybden, ville det blive COD: Contingency Operation Depth. Jeg har dog aldrig set den forkortelse nogen steder; måske pga. de lettere uheldige associationer til en bestemt fiskearts som beskrivelse af en vis kategori af mennesker?)
Vi har altså nu nogle grænser og oplysninger at arbejde med:
På nuværende tidspunkt skal du gerne have styr på:
Hint:
Gennem alle de tidligere beregninger har vi anvendt almindelig luft i vores flaske.
Det vil jo være oplagt, at hvis vi skal dykke et sted, hvor bunden er på 34 m dybde, at vi så tillader os selv det maksimale indhold af oxygen i blandingen.
Lad os lige trække formlen, vi brugte til at beregne partialtrykket ud fra, herned hvor vi er nu:
ATA × 0,21 = 1,4 bar
Som den årvågne straks vil spotte, er faktoren 0,21 ikke gældende mere.
Det var jo iltindholdet i blandingen, og det er den, vi gerne vil pille ved!
(Eller ”NOAA I”, fordi organisationen NOAA har to standardgasser: NOAA I og NOAA II, som er henholdsvis nitrox 32 og nitrox 36)
Og jo, der er gevinst på loddet igen: Vi har fået fanget et nyt begreb på listen: Best mix.
(Jeg vil overlade det til læseren selv at oversætte…)
Her må jeg (har spurgt, og jeg fik ja!) rette mig selv:
(Hm. Når jeg nu kigger på det, jeg lige har skrevet, én gang til, kunne det nu alligevel godt se ud som om, der er en mening i galskaben med de fagudtryk. Her var det jo faktisk kort og præcist, at jeg brugte et engelskinspireret udtryk. Så ved andre, der er lige i dén branche, også præcis, hvad jeg mener.
Betragt dette som mit lille forsvar af fagudtrykkene og alle de underlige forkortelser, der trods alt har deres berettigelse 😊)
Godt, oxygeneksponering:
Det er jo ikke et ukendt forhold, for det er nøjagtig samme ting, der gør sig gældende, når man f.eks. snakker brug af dekotabeller.
Det samme ved oxygeneksponeringen:
Der er lavet tabeller, der angiver, hvor meget ekstra oxygen, kroppen normalvis kan acceptere.
Hvordan tabellen lige præcist er udformet, afhænger af, hvilken organisation, der har udarbejdet den; men der er bred enighed om, at påvirkningen ser ud som herunder:
Har du skemafobi, kan det måske være lidt skræmmende, men det er (som alt det andet) nu også ganske enkelt:
Lad os tage dykket fra før, til de 20 m, hvor partialtrykket (ved anvendelse af almindelig atmosfærisk luft) blev 0,6 bar.
I skemaet herover kan du se, at det giver en CNS-påvirkning på 0,14% pr. minut. (Også kaldet CNS% = 0,14)
Sagt på en anden måde betyder det, at centralnervesystemet får tilført 0,14% af den tilladte dosis pr. minut, du er på 20 m dybde.
Nu regnes påvirkningen også lidt større, for i udregningen går man ud fra, at man har været på største dybde under hele dykket.
Så har det omtalte dyk på almindelig luft været til max. 20 m, hvor man har brugt 8 minutter på at komme derned, været dernede i 7 minutter og efterfølgende brugt 15 minutter på at komme op igen
(altså i alt 8 + 7 + 15 = 30 minutter), bliver udregningen:
pO2 = 0,21 × 3,0 = 0,6 bar
Det giver en CNS% pr. minut på 0,14 (iht. ovenstående tabel)
CNS% = 30 minutter × 0,14 = 4%
(Det var jo så heller ikke alverden mere.)
Man har for almindelige fritidsdykkere sat grænsen til en samlet påvirkning på maksimalt 100% inden for 24 timer.
Hvis der går længere tid end de 24 timer, regner man altså med, at den påvirkning, man fik på de første dyk, er forsvundet så man ikke behøver tage hensyn til den mere.
Det er faktisk til den sikre side, for påvirkningen fra den ekstra ilttilførsel aftager også løbende. Så ved at sige, at man tæller det hele sammen inden for de sidste 24 timer, har man givet sig selv en ekstra sikkerhedsmargen.
(Er man til flere beregninger, kan man udregne CNS% for hver fase i dykket, og derfra den samlede CNS%. Som afgasning kan man desuden regne med halveringstider; men så bevæger vi os uden for formålet med dette skrift.)
Udregningerne herover slipper du for, hvis du blot bruger den tabel over oxygeneksponeringen, du får som en del af et nitroxkursus.
Tja, vi er ved at være der ...
Nu har vi været igennem næsten alle værktøjerne til at kunne lave de nødvendige beregninger til dyk med nitrox.
Det er nitrogenet, der giver risikoen for dykkersyge.
Jo mere nitrogen, jo større risiko – og vice versa.
Med denne omvendte afhængighed (omvendt proportionalitet) kan det godt lade sig gøre.
Da der er mere oxygen i nitroxblandingen, må der være mindre nitrogen; så svarer nitrogenbelastningen altså til, at vi gik knapt så dybt på en almindelig luftblanding.
Den nøjagtige knapt-så-dybt-dybde findes ud fra den simple geometriske regel om, at transversalen i en trekant forholder sig til grundlinien ligesom sidens øverste stykke til hele siden.
Så kan det vist ikke siges mere klart ...!
END står for Equivalent Narcotic Depth (eller for Equivalent Nitrogen Depth).
Det vil vi så gøre nu:
2. Andre begreber anvendt ved basal nitrox-teori
Jeg hiver lige nogle ekstra forkortelser og andre begreber frem:- pO2
- pN2
- MOD
- TOD
Det er jo nærmest som et godt, sønderjysk kagebord! En stor buffet af forkortelser, der skal pilles ud, drejes rundt, slagtes og dissekeres, så man ser, hvad de i grunden består af.
Herefter sidder man tilbage med følelsen af "Var det bare det?! Nå, det var godt, så længe det varede"
Nu skal vi i den rette stemning, så vi begynder med lidt geometri ...
For at klynge os til glorificeringen af os, der kan det mystiske dykkerkodesprog, der gør at vi kan dupere nybegyndere, og som giver os noget at strø omkring på debatforumer, vil jeg så nu gribe fat i "partialtrykskoefficienter".
Er det ikke et dejligt ord?!
Det er faktisk et meget nyttigt ord! F.eks. er det uundværligt at have i baghånden, når en 6-årig efterligner alt hvad hans far siger: Så kan man pludselig høre sig selv sige ”partialtrykskoefficient”, ”excentricitetskoefficientstillæg” og ”inappellabelt”. Alt sammen ord, hvis vigtigste formål er at sige "Jeg er større end dig!"
Og lige netop dén mentalitet ligger der også i begrebet ”koefficient”!
Det er simpelthen et andet ord for det enkle begreb ”ligefrem proportionalitet”
(Undskyld, jeg kunne ikke lade være 🙃)
(Undskyld, jeg kunne ikke lade være 🙃)
Det er simpelthen et andet ord for det enkle begreb ”Jeg er større end dig, så jeg skal have mere end dig”.
Lad os hive den seksårige frem igen:
Han har en lillebror, der er tre år gammel.
Når der bliver fordelt slik om fredagen inden Disney Sjov, er Storebror ikke et sekund i tvivl om, at han skal have flere vingummier end Lillebror, da Storebror jo er større!
Når der bliver fordelt slik om fredagen inden Disney Sjov, er Storebror ikke et sekund i tvivl om, at han skal have flere vingummier end Lillebror, da Storebror jo er større!
Fordi Storebror er dobbelt så gammel som Lillebror, skal han også have dobbelt så mange.
Med andre ord skal partialtrykket af vingummierne i Storebrors skål være dobbelt så stort som i Lillebrors skål.
Det overfører vi til vores mystiske og mytiske verden, der hedder ”Dykning”:
Hele baggrunden for dette skrift er, at vi vil til at rode med anderledes luftarter, end dem Moder Natur umiddelbart stiller til rådighed for os.
Vi skal derfor have kigget på varedeklarationen for at se, om vi så risikerer at få for meget af noget, der måske smager godt, men som vi ikke har godt af.
Varedeklarationen for luft er 21% ilt, 79% kvælstof (eller, hvis vi skal holde os til de mere videnskabelige betegnelser, 21% oxygen, 79 % nitrogen).
Plus noget mere småtteri, som er for lidt og for ubetydeligt til at vi gider beskæftige os med dem her.
Et nyt grundlæggende begreb, vi skal have fat i, er begrebet ”partialtryk”.
Ordet kunne i stedet være ”deltryk”, for det betyder nøjagtig det samme. Men det er altså ordet ”partialtryk”, man anvender.
Det betyder i al sin enkelhed ”det tryk som hver enkelt luftart trykker med”.
Når man har det samlede tryk ved havoverfladen på 1 bar, så trykker
oxygenet med 21% af det samlede tryk,
nitrogenet med 79% af det samlede tryk.
(Ups, jeg glemte at gå nærmere ind på procentregning som en grundlæggende færdighed! Nå, jeg går også ud fra, at du både kan trække for og ligge sammen (eller hvad det nu er, det hedder), så jeg har fuld fortrøstning til dine evner udi procentregningen!)
21% af 1 bar er 0,21 bar,
79% af 1 bar er 0,79 bar.
Derfor: Ved havoverfladen har oxygenet et partialtryk på 0,21 bar, og nitrogenet har et partialtryk på 0,79 bar.
(Som oftest er ”bar” underforstået, så det omtales blot som et partialtryk på 0,21 og 0,79.)
Vi bemærker her, at det, der ikke er oxygen, må være nitrogen (vi ser bort fra andre småstoffer).
Samlet skal det jo give
100% = 1,0 = 0,21 + 0,79
100% = 1,0 = 0,21 + 0,79
Er begrebet stadig lidt tåget, så vender vi lige tilbage til Drengenes slikposer:
Når alt slikket er samlet i én pose, trykker det på posens sider med et bestemt tryk. (Som helst skal være så stort som muligt, hvis man spørger dem!)
Fordeles slikket ud i to poser af samme størrelser – så Storebror har dobbelt så meget slik som Lillebror – trykker Storebrors slik på dén poses sider med dobbelt så stort tryk, som Lillebrors slik trykker på hans pose.
Men der er ikke nogen af deres poser, der bliver trykpåvirket lige så meget, som da al slikket var i én pose, også af den samme størrelse, som de har hver især.
Hermed er første kagetallerken serveret med to gode forkortelser: pO2 og pN2.
Det er nemlig forkortelserne for ”partialtryk for oxygen” og ”partialtryk for nitrogen”.
p”et står for ”partial”, og ”O2” og ”N2” betyder, at molekylerne i både oxygen og nitrogen sidder sammen parvis.
At molekylerne sidder sammen parvis er i denne sammenhæng flintrende ligegyldigt, men det er nu engang den vedtagne betegnelse.
For almindelig atmosfærisk luft ved havets overflade har vi derfor
pO2 = 0,21
pN2 = 0,79
Dette er den blanding, det menneskelige legeme gennem årtusinder er blev modificeret og tunet til at have som bedste blanding.
Alle andre blandinger er i større eller mindre grad skadelige for kroppen.
(For nu at sige det kort. Men da intet er sort/hvidt, accepterer man nogle skadelige virkninger for at opnå nogle større gavnlige. Mere om det senere.)
Som man er vant til at tænke, når man lige skal have ét stykke kage mere, så gælder princippet "Ok, vi har en tolerance, hvor afvigelser i mindre grad og kortere tidsrum ikke betyder noget".
F.eks. kan kroppen håndtere et partialtryk helt ned til 0,16.
(Det er meget praktisk ved udøvelse af kunstigt åndedræt, for dér får den tilskadekomne jo den luft, man selv har haft nede i lungerne og tage sine 4%-point af.)
Får man mindre ilt end det, er der simpelthen ikke iltmolekyler nok, der kan fordeles rundt i kroppen.
Da det kun ved meget dyb dykning er nødvendigt at gå længere ned end partialtrykket på 0,21 for oxygenet, er det i denne sammenhæng vores minimumsgrænse.
Den øvre grænse ligger på 1,4 for en krop, der skal udføre et arbejde.
Den øvre grænse ligger på 1,4 for en krop, der skal udføre et arbejde.
Og 1,6 for en krop i hvile.
(Det er nogle grænser, som en masse kloge mennesker efter et ikke nærmere bestemt antal forsøg og observationer og tilhørende beregninger har fundet ud af, er gode grænser at indføre for fritidsdykkere. Jeg har hverken grund til eller intentioner om at tvivle på deres kompetencer, og det er derfor nogle grænser, jeg accepterer uden videre bøvl!)
Får man mere ilt end det, kommer lungefilteret på overarbejde.
Når lungerne registrerer et forhøjet iltindhold, siger de "Wow, lad os få del i festen her", og så bliver der åbnet mere for sluserne. Og det slider!
Det er lidt samme problem stilling, som når man sidder på Århus Teater og ser "Me And My Girl", og man kommer til at grine så meget og så længe over, at Bill punkterer som en langsom ballon i sin minkkåbe og i øvrigt fører en samtale med sit tigerhoved, at det gør ondt i både mave og kæber; men det er simpelthen så godt, at man ikke kan stoppe, uanset hvor meget man gerne vil.
Derfor må man tage sig en lille pause ved at gå ud på gangen, få ro på det hele, og så derefter gå ind igen, mens man håber på, at det ikke er lige så godt, for man er stadig øm efter sidste grineflip.
Som sagt, nøjagtig samme problemstilling.
(That was a good vending. Den kan jeg bruge, når jeg skal beskrive CNS.)
Almindelig dykning medfører en vis aktivitet i form af finnebevægelser.
Almindelig dykning medfører en vis aktivitet i form af finnebevægelser.
Man kan altså med rimelighed betragte en udøvende dykker som en ”krop i arbejde”.
I denne sammenhæng bliver det højeste partialtryk for oxygenet dermed 1,4 (de 1,6 anvendes ved deko, hvor man ligger helt stille i forholdsvis længere tid. Ikke nu, ikke her. 1,4, basta!)
Når nu der er et partialtryk på 0,21 bar ved havoverfladen, skal der gøres ét eller andet aktivt for at hæve partialtrykket til 1,4 bar. Og det aktive er at hoppe i vandet og dykke ned!
Det omgivende tryk på 1 bar, og giver som sagt et partialtryk på
1 bar x 0,21 = 0,21 bar for oxygenet.
Dykker vi ned til 10 m, er det omgivende tryk steget til 2 bar, og dermed bliver oxygenets partialtryk
2 bar x 0,21 = 0,42 bar.
Der er jo stadig 21% ilt i luftblandingen i flasken, og regulatorsættet sørger for, at den luft vi indånder, har samme tryk som vandtrykket.
Ved 20 m dybde er det omgivende tryk steget til 3 bar, og partialtrykket for oxygenet er derfor
3 bar x 0,21 = 0,6 bar (jeg dropper den sidste decimal).
Der er et stykke op til de 1,4 bar, og vi skal faktisk ramme en dybde på 56,7 m, før oxygenet opnår et partialtryk på 1,4 bar.
(6,67 bar x 0,21 = 1,4 bar)
Med andre ord behøver man ved almindelig, forsvarlig fritidsdykning ikke bekymre sig for, om man får for meget ilt.
Af ovenstående kan du også se, hvorfor omregningen mellem dybde og tryk skal ligge på rygraden. Det giver meget mere enkle beregninger. Som alternativ havde formlen for 56,7 m heddet
pO2 = ((56,7 / 10) + 1) x 0,21 = 1,4 bar
Det synes jeg personligt er mere forvirrende…
Nu har jeg selvfølgelig ikke prøvet mig frem i praksis med forskellige dybder, for at finde ud af, hvor dybt jeg kan dykke på luft (når hensynet udelukkende er oxygenets partialtryk).
Det fantastiske ved den model af virkeligheden, som vi kalder matematik, er, at når først der er opstillet en gyldig formel, kan den vendes og drejes.
Derfor, uanset hvilket et af elementerne, der er ubekendt, kan man finde det ud fra de andre:
Dybden kalder vi ”ATA” (Et godt sted at bruge dén forkortelse).
Oxygenets andel af luftblandingen er 21%, altså 0,21.
Max. pO2 = 1,4.
Formlen, som angivet i ét af eksemplerne ovenover:
6,67 bar x 0,21 = 1,4 bar.
Men de 6,67 bar var jo dem, jeg i bedste TV-Køkken-stil havde snydt og fundet i forvejen.
For eksemplets skyld lader vi lige som om, vi leder efter tallet.
ATA x 0,21 = 1,4 bar
Der divideres med 0,21 på begge sider, og så har vi
ATA = 1,4 bar / 0,21
hvilket giver 1,4 bar / 0,21 = 6,67 bar ~ 56,7 m
(Og igen ser vi med glæde, hvordan det hele forenkles af, at vi uden videre kan omregne mellem dybde og tryk.)
Ved disse behændige manøvrer er der søreme dukket en ny forkortelse op:
Den der hedder ”MOD”.
Det betyder ”Maximum Operation Depth”, behændigt oversat til ”Maksimum Operations Dybde”. Altså den maksimale dybde, man skal bevæge sig rundt på, når man udfører sit dyk.
Og det er simpelthen den, vi lige har udregnet af ovenstående formel.
Til detaljelisten:
I skrifter fra IANTD har jeg set TOD anvendt i stedet for MOD, hvor T'er så står for ”Target”, dvs. den dybde, man sigter imod.
I og for sig et ganske godt begreb. Og MOD bliver så i stedet anvendt som betegnelse for nøddybden, bestemt ud fra de 1,6 bar, der gælder for deko/nødstilfælde.
Det giver meget god mening, eftersom MOD (iht. tidligere angivet betydning) jo netop ikke angiver den maksimale dybde, man er villig til at gå til.
Men hvad er den maksimale dybde så? Hvis min makker pludselig ligger 1 meter længere nede end MOD angiver, vil jeg stadig overveje kraftigt at bevæge mig derned og hente vedkommende op!
Skadesvirkningerne fra forhøjet oxygenpartialtryk kræver mere end 2 åndedrag for at trænge igennem (til gengæld kan de dermed fremkaldte kramper slå én ihjel på et øjeblik, når de først indtræder, hvis man får spyttet regulatoren ud).
Med andre ord er begrebet "maksimal" en ubestemmelig størrelse, som det ikke giver alverden mening af at sætte som absolut størrelse.
Det er fint nok at have som retningslinie; men det er alligevel ikke et uigennemtrængeligt gulv.
Derfor bruger jeg ikke betegnelsen TOD ...
Dels fordi MOD er den mest anvendte betegnelse for her-går-vi-ned-til under normale omstændigheder, dels fordi det er i den betydning, jeg har lært det fra starten!
(Skulle man endelig anvende et begreb for nøddybden, ville det blive COD: Contingency Operation Depth. Jeg har dog aldrig set den forkortelse nogen steder; måske pga. de lettere uheldige associationer til en bestemt fiskearts som beskrivelse af en vis kategori af mennesker?)
Vi har altså nu nogle grænser og oplysninger at arbejde med:
- Det der ikke er oxygen, er nitrogen
- Min. pO2 = 0,21
- Max. pO2 = 1,4
- Vi kan finde MOD
På nuværende tidspunkt skal du gerne have styr på:
- Problemfri omregning mellem dybde og tryk
- Min. grænsen for iltindholdet, hvorfor og hvad det betyder
- Max. grænsen for iltindholdet, hvorfor og hvad det betyder
- Beregningen af den maksimale dybde, iltindholdet giver adgang til
Hint:
- 35,7 m ~ 4,57 bar. 3,26 bar ~ 22,6 m
- Min. pO2 = 0,21, ellers er der ikke molekyler nok. Det betyder, at også når der tages hensyn til det omgivende tryk, er partialtrykket på 0,21 bar. Vi skal med andre ord ikke op i bjerge, når vi har dykket.
- Max. pO2 = 1,4, ellers slider det for meget på lungerne. Det betyder, at også når der tages hensyn til det omgivende tryk, må partialtrykket højst være 1,4 bar. Så vi skal med andre ord ikke så dybt ned, at partialtrykket bliver større end de 1,4 bar.
- 1,4 bar / iltprocenten
3. Fra luft til nitrox
Næste omgang forkortelser og begreber:- EAN
- NOAA I og NOAA II
- Best mix
- Oxygeneksponering
- CNS og CNS%
- EAD
- END
Gennem alle de tidligere beregninger har vi anvendt almindelig luft i vores flaske.
Vi har fundet den maksimale dybde, vi så kan dykke ned på (og fundet ud af, at den er meget dybere, end vi kommer som almindelige fritidsdykkere).
Hvis vi lige kaster et blik tilbage i grundbogen, ser vi, at det er nitrogenet der gør, at vi risikerer at få dykkersyge. Det vil derfor være oplagt at mindske indholdet at nitrogen, for at mindske risikoen for dykkersyge.
Da vi (på dette niveau af teorien) har to luftarter (af betydning) i vores blanding, vil det samtidig medføre, at vi forøger indholdet af oxygenet – vi anvender en nitroxblanding!
(Også kaldet EAN, Enriched Air Nitrox, atmosfærisk luft beriget med yderligere oxygen.)
Det vil jo være oplagt, at hvis vi skal dykke et sted, hvor bunden er på 34 m dybde, at vi så tillader os selv det maksimale indhold af oxygen i blandingen.
Lad os lige trække formlen, vi brugte til at beregne partialtrykket ud fra, herned hvor vi er nu:
ATA × 0,21 = 1,4 bar
Som den årvågne straks vil spotte, er faktoren 0,21 ikke gældende mere.
Det var jo iltindholdet i blandingen, og det er den, vi gerne vil pille ved!
Omvendt er ATA ikke ubekendt, for når den maksimale dybde er 34 m, er ATA = 4,4 bar.
Formlen har derfor ændret udseende (men beholder nøjagtig samme princip!) til
4,4 bar × Mix = 1,4 bar ⇔ Mix = 1,4 / 4,4 = 0,32
Et iltindhold på 32% vil altså være det optimale på dét dyk.
Dette kaldes ”nitrox 32” eller ”EAN 32”.
4,4 bar × Mix = 1,4 bar ⇔ Mix = 1,4 / 4,4 = 0,32
Et iltindhold på 32% vil altså være det optimale på dét dyk.
Dette kaldes ”nitrox 32” eller ”EAN 32”.
(Eller ”NOAA I”, fordi organisationen NOAA har to standardgasser: NOAA I og NOAA II, som er henholdsvis nitrox 32 og nitrox 36)
Og jo, der er gevinst på loddet igen: Vi har fået fanget et nyt begreb på listen: Best mix.
(Jeg vil overlade det til læseren selv at oversætte…)
Med en kendt max.dybde og max.grænsen for pO2 på 1,4 bar kan vi dermed til enhver tid udregne den optimale blanding.
(Med et basalt nitroxkursus må man kun anvende op til 40%, så det holder vi os under.)
Nu er der stort set kun tilbage at se lidt nærmere på den der skadelige virkning af et forøget iltindhold.
Nu er der stort set kun tilbage at se lidt nærmere på den der skadelige virkning af et forøget iltindhold.
Det er nemlig ikke bare hvor meget mere ilt, man får, men også i hvor lang tid, man er udsat.
Her må jeg (har spurgt, og jeg fik ja!) rette mig selv:
Det hedder ikke ”udsat”, det ved jeg godt, for dagligdags og for nemt!
Det hedder ”eksponeret”.
Og det hedder heller ikke det simple ”udsættelse for forhøjet iltindholdsandel”, man skal absolut over i det lange ”oxygeneksponering”.
(Hm. Når jeg nu kigger på det, jeg lige har skrevet, én gang til, kunne det nu alligevel godt se ud som om, der er en mening i galskaben med de fagudtryk. Her var det jo faktisk kort og præcist, at jeg brugte et engelskinspireret udtryk. Så ved andre, der er lige i dén branche, også præcis, hvad jeg mener.
Betragt dette som mit lille forsvar af fagudtrykkene og alle de underlige forkortelser, der trods alt har deres berettigelse 😊)
Godt, oxygeneksponering:
Det er her, vi griber fat i betegnelsen CNS, Central Nervous System, dvs. den påvirkning, der sker af centralnervesystemet.
Et tilbageblik på ”the good vending”, som jeg ville bruge om CNS. Det er nu:
På samme måde som mave- og kæbemuskler lige skulle bruge lidt tid på at komme sig over fornøjelsen ved grineanfaldene, således skal lungerne også bruge lidt tid på at komme sig over fornøjelsen ved den forhøjede iltprocent.
På samme måde som mave- og kæbemuskler lige skulle bruge lidt tid på at komme sig over fornøjelsen ved grineanfaldene, således skal lungerne også bruge lidt tid på at komme sig over fornøjelsen ved den forhøjede iltprocent.
Akkurat som min sidemand i teateret ikke havde samme problem med at grine, kan det være, at min makker heller ikke bliver lige så påvirket af den ekstra ilt. Med andre ord et forhold, der afhænger stærkt af den enkelte person.
Det er jo ikke et ukendt forhold, for det er nøjagtig samme ting, der gør sig gældende, når man f.eks. snakker brug af dekotabeller.
Det gælder for en stor gruppe mennesker, men man ved aldrig, om man selv lige er én af de få, der falder udenfor rammerne…
Det samme ved oxygeneksponeringen:
Der er lavet tabeller, der angiver, hvor meget ekstra oxygen, kroppen normalvis kan acceptere.
Hvordan tabellen lige præcist er udformet, afhænger af, hvilken organisation, der har udarbejdet den; men der er bred enighed om, at påvirkningen ser ud som herunder:
pr. min |
(Kilde: IANTD C-3201)
Har du skemafobi, kan det måske være lidt skræmmende, men det er (som alt det andet) nu også ganske enkelt:
Lad os tage dykket fra før, til de 20 m, hvor partialtrykket (ved anvendelse af almindelig atmosfærisk luft) blev 0,6 bar.
I skemaet herover kan du se, at det giver en CNS-påvirkning på 0,14% pr. minut. (Også kaldet CNS% = 0,14)
Sagt på en anden måde betyder det, at centralnervesystemet får tilført 0,14% af den tilladte dosis pr. minut, du er på 20 m dybde.
Taxameteret tæller altså. Eller uret tikker, Hvordan man nu vælger at udtrykke sig.
Sjovt nok, nu vi alligevel er dér, så er det faktisk ”uret tikker”, der er valgt som måden, man siger det på. Mere specifikt hedder udtrykket ”Oxygen Clock”. Så er der nogen, der begynder at tale om Oxygen Clock, kan du sige, at det ved du godt hvad er.
Det er sådan ca. det udbytte, du får af at kende dét udtryk!
Og er du 15 minutter på de 20 meters dybde, tæller det altså op til
0,14 × 15 = 2,1 ~ 2 CNS%
Den vedtagne grænse (igen de kloge hoveder, der har været på spil – jeg godtager deres resultater!) for påvirkning på det første dyk, er 80%.
Sjovt nok, nu vi alligevel er dér, så er det faktisk ”uret tikker”, der er valgt som måden, man siger det på. Mere specifikt hedder udtrykket ”Oxygen Clock”. Så er der nogen, der begynder at tale om Oxygen Clock, kan du sige, at det ved du godt hvad er.
Det er sådan ca. det udbytte, du får af at kende dét udtryk!
Og er du 15 minutter på de 20 meters dybde, tæller det altså op til
0,14 × 15 = 2,1 ~ 2 CNS%
Den vedtagne grænse (igen de kloge hoveder, der har været på spil – jeg godtager deres resultater!) for påvirkning på det første dyk, er 80%.
Der kan jo immervæk stoppes noget ilt i en blanding, og man kan være i lang tid på stor dybde, før man når helt derop.
Nu regnes påvirkningen også lidt større, for i udregningen går man ud fra, at man har været på største dybde under hele dykket.
Så har det omtalte dyk på almindelig luft været til max. 20 m, hvor man har brugt 8 minutter på at komme derned, været dernede i 7 minutter og efterfølgende brugt 15 minutter på at komme op igen
(altså i alt 8 + 7 + 15 = 30 minutter), bliver udregningen:
pO2 = 0,21 × 3,0 = 0,6 bar
Det giver en CNS% pr. minut på 0,14 (iht. ovenstående tabel)
CNS% = 30 minutter × 0,14 = 4%
(Det var jo så heller ikke alverden mere.)
I skemaet kan du se, at partialtrykket kun er angivet ned til 0,6 bar. Ved et lavere partialtryk (ved havoverfladen er det jo helt nede på de 0,21 bar) regner man ikke med, at der kommer nogen følger fra den ekstra oxygen, som man behøver at regne med.
CNS% er derfor = 0.
Hvis du dykker flere gange efter hinanden, forøges iltpåvirkningen naturligvis.
Hvis du dykker flere gange efter hinanden, forøges iltpåvirkningen naturligvis.
Nøjagtig ligesom mine mave- og kæbemuskler blev mere og mere ømme, jo flere gange jeg skulle grine af de gentagne vitser i teatret.
Man har for almindelige fritidsdykkere sat grænsen til en samlet påvirkning på maksimalt 100% inden for 24 timer.
Hvis der går længere tid end de 24 timer, regner man altså med, at den påvirkning, man fik på de første dyk, er forsvundet så man ikke behøver tage hensyn til den mere.
Kun de dyk, der ligger inden for de sidste 24 timer, tæller.
Det er faktisk til den sikre side, for påvirkningen fra den ekstra ilttilførsel aftager også løbende. Så ved at sige, at man tæller det hele sammen inden for de sidste 24 timer, har man givet sig selv en ekstra sikkerhedsmargen.
(Er man til flere beregninger, kan man udregne CNS% for hver fase i dykket, og derfra den samlede CNS%. Som afgasning kan man desuden regne med halveringstider; men så bevæger vi os uden for formålet med dette skrift.)
Udregningerne herover slipper du for, hvis du blot bruger den tabel over oxygeneksponeringen, du får som en del af et nitroxkursus.
Ved brug af sådan en tabel bliver der afrundet til den sikre side en del gange, og det kan man måske godt synes, giver nogle overflødigt store sikkerhedsmarginer.
Men præcis hvornår fælden klapper for den enkelte, ved man jo heller ikke med sikkerhed, så man skal jo heller ikke gå helt til grænsen.
Tja, vi er ved at være der ...
Nu har vi været igennem næsten alle værktøjerne til at kunne lave de nødvendige beregninger til dyk med nitrox.
Næsten.
For nu at starte med en overvejelse over, om det overhovedet kan lade sig gøre:
4. Brug af lufttabellen ved nitroxdyk
En enkelt ekstra ting, der kan være meget nyttig, er, at kunne anvende sin almindelige dykkertabel (beregnet til almindelig atmosfærisk luft) når man dykker nitrox.For nu at starte med en overvejelse over, om det overhovedet kan lade sig gøre:
Det er nitrogenet, der giver risikoen for dykkersyge.
Jo mere nitrogen, jo større risiko – og vice versa.
Med denne omvendte afhængighed (omvendt proportionalitet) kan det godt lade sig gøre.
Da der er mere oxygen i nitroxblandingen, må der være mindre nitrogen; så svarer nitrogenbelastningen altså til, at vi gik knapt så dybt på en almindelig luftblanding.
Den nøjagtige knapt-så-dybt-dybde findes ud fra den simple geometriske regel om, at transversalen i en trekant forholder sig til grundlinien ligesom sidens øverste stykke til hele siden.
Så kan det vist ikke siges mere klart ...!
Eller hvis det nu skal pensles lidt mere ud, så er forholdet mellem nitrogenindholdet i hhv. nitrox– og luftblandingen det omvendte af forholdet mellem dybderne.
(Vi prøver med et konkret eksempel 😀)
I almindelig luft er der 79% nitrogen.
I en nitrox 32 er der 100 – 32 = 68% nitrogen.
Vi dykker til 34 m på nitroxblandingen ~ 4,4 bar
Vi ganger med 4,4 på begge sider, dvs.
Et dyk til 34 m på nitrox 32 svarer med andre ord til et dyk på almindelig luft til 27,9 m.
Det er derfor den dybde, vi skal kigge efter i vores dykkertabel til luft.
I en nitrox 32 er der 100 – 32 = 68% nitrogen.
Vi dykker til 34 m på nitroxblandingen ~ 4,4 bar
Vi ganger med 4,4 på begge sider, dvs.
Et dyk til 34 m på nitrox 32 svarer med andre ord til et dyk på almindelig luft til 27,9 m.
Det er derfor den dybde, vi skal kigge efter i vores dykkertabel til luft.
Med denne beregning har vi grebet forkortelsen EAD – Equivalent Air Depth, ækvivalent luftdybde (dejligt, mundret ord, betyder blot ”svarende til en luftdybde på...”)
Så når man dykker med nitrox 32 har 34 m en EAD på 28 m.
Visse steder kan EAD ses beskrevet som END. Det betyder nøjagtig det samme. I hvert fald, når man opererer med de dybder og lufarter, som kendetegner almindelig fritidsdykning. Så derfor er EAD = END i dette skrift.)
Så når man dykker med nitrox 32 har 34 m en EAD på 28 m.
Visse steder kan EAD ses beskrevet som END. Det betyder nøjagtig det samme. I hvert fald, når man opererer med de dybder og lufarter, som kendetegner almindelig fritidsdykning. Så derfor er EAD = END i dette skrift.)
END står for Equivalent Narcotic Depth (eller for Equivalent Nitrogen Depth).
Det har relevans, når man vil blande noget ekstra fyld i luften for at reducere dybderusen. Det er ovre i trimixblandinger (blandinger af tre luftarter), og ligger også uden for dette skrifts rammer. Men nu er du blevet introduceret for udtrykket.
Det var vist det.
Beregningerne, der skal anvendes til basal nitroxteori, er gennemgået. Det er på en lidt anden måde end i kursusmaterialet, og forhåbentlig er det mere forståeligt.
Det var vist det.
Beregningerne, der skal anvendes til basal nitroxteori, er gennemgået. Det er på en lidt anden måde end i kursusmaterialet, og forhåbentlig er det mere forståeligt.
God fornøjelse med nitroxdyningen 😀
Ingen kommentarer:
Send en kommentar