onsdag den 30. juni 2010

Forklaring på, hvordan man finder bilvragene

Dette er en underside til Skattejagt i Graven – og her afslører jeg positionen af bilvragene :o)


Så længe man holder sig på 3,5 - 4 m dybde og svømmer mod vest, dvs. langs kanten til venstre, når man går i vandet, er bilerne nemme nok at finde.


Den første forhindring er en art vold, som man skal op over. Toppen af volden ligger på omkring 3 m dybde; men hvis man så ligger på 4-5 m, bliver man ført med rundt mod højre, og så holder man sig i det store bassin.

Sørger man for at holde sig langs kanten på de 2,5 - 3 m, bliver det lidt dybere igen umiddelbart efter, og det er her, man kan finde et større boligkompleks for krebsene.

Herefter kommer man til et pænt stort træ, der ligger ned ad skrænten, og man skal forbi noget mere søgræs.

Så kommer den første bil: Det er en bil af mærket Ukendt Oprindelse. Vraget ligger på omkring 3,5 m dybde og er naturligvis pænt dækket af dynd. Men man er ikke i tvivl om, at det er en bil!
Se placering i søen her.


Da det jo ikke er det store vrag, kan man svømme videre igen, gennem et par større skove af det der søgræs/sivstængler/whatever. Det er i hvert fald noget stærkt skrammel, der følger med i slanger, regulatorer, masker og hvad man nu ellers har. Så det kan godt svare sig at svømme uden om. Men gedderne ligger i den slags græs og venter på bytte, så hvis man vil se dem, skal man ikke alt for langt uden om.

Når man er nået helt ned i den anden ende, og ligger lige under den tømmerflåde, der er placeret i den ende, finder man det store vrag!
Det er en stationcar i form af en Ford Taunus, årgang 67 eller 68 (bedømt ud fra bageste kofanger), med åbent soltag og åben bagsmæk. Så hvis man er meget ivrig er der altså mulighed for penetrering af et bagagerum...
Se placering i søen her.

Ved siden af bilen står der et stativ til en grill, hvor vi øje blev overvåget af en krebs med fremstrakte kløer, mens vi var der! Den slap os ikke af syne.


Denne bil ligger med stævnen(!) på 3 m dybde og hækken på 5 m dybde.


Fra vraget kan man så fortsætte rundt, fortsat med bredden på venstre hånd, eller man kan tage turen tilbage og se tingene fra en anden side. Og hvis ikke man har været påpasselig med sine finnespark på vejen ud, er der reelt kun ét af alternativerne, der virker!


Men der er masser af småskatte/henkastet affald rundt omkring i søen. Og i ca. hver enkelt af samtlige små huller sidder der en krebs og vogter!



(Tak til Maya for opmåling af dybder!)

(Og ikke mindst tak til Claus Mørup og Christian Bager, der efterfølgende også var ude og kigge på vragene. Claus har leveret koordinaterne, og Christian er vragspecialist – når vragene er biler – og bilerne er dateret og mærketiseret herefter! )

Ingen kommentarer:

Send en kommentar