tirsdag den 29. juni 2010

Skattejagt i Graven

29-06-2010
Tredje gang er lykkens gang!
I hvert fald lige her...

For efter tre forsøg med at finde noget der ligner en bil i Elev Grusgrav (hvor det for en ordens skyld lige skal nævnes, at grusgraven er oversvømmet! Ellers havde det nok været væsentlig nemmere at finde en bil. Til gengæld havde det være en anelse mere kedeligt at tage på dykkertur!) lykkedes det endelig!


Og det er ikke nok med én bil; der ligger faktisk hele to biler i søen. Samt et større antal cykler, knallerter, kuglegriller og affaldsstativer. Med andre ord er det en større skrotbunke derude. Og det kan vi dykkere jo så godt li’, for så har vi en undskyldning for at dykke rundt efter noget!

Er man mere til fauna er der aborrer, gedder, ål og krebs (Flodkrebs. Eller er det søkrebs? Eller oversvømmet-tidligere-grusgrav-krebs?), alt sammen i rigt mål. Pas især på krebsene! Nogle af dem er så store, at de ka’ ta’ høns!


Og nu vi er ved det, vil jeg lige minde om, at det ikke er tilladt for dykkere at fiske/harpunere eller på anden måde tage dyr/fisk/krebs med op fra søer! Heller ikke her!


Elev Grusgrav udmærker sig i øvrigt ved at være let tilgængelig og have rimelig god sigt.



Koordinater: 56.236589,10.186492


Den er bare ikke tilgængelig onsdage fra 17 til 21, hvor Århus Flugtskytte-Klub træner og dermed skyder med skarpt - tjek også hjemmesiden www.aafk.dk - og sigten er lig nul efter et voldsomt regnskyl. Men dage som i dag, hvor solen har skinnet fra en skyfri himmel, sniger vandtemperaturen sig op på 18 grader! Det er varmt nok til, at selv næsten-inkarnerede tørdragtsdykkere befinder sig ganske vel i en våddragt! (Vi gjorde i hvert fald.)


Den høje temperatur skyldtes også, at vi hovedsageligt holdt os et sted mellem overfladen og 4 meters dybde. Det er nemlig på de dybder, man finder gedderne og aborrerne, der holder til mellem siv og græs, krebsene, der holder til i huller i sandbrinkerne, i efterladte dunke og på toppen af diverse stativer, hvor de står og gør sig faretruende til med deres kløer!
Kommer man længere ned (under 5 m dybde), er temperaturen straks mere kølig. Sådan er det i en stillestående sø.


Af hensyn til eventuel lyst til skattejagt for de kommende dykkere, vil jeg ikke afsløre her, hvor bilerne befinder sig. Men hvis du vil vide det, så læs her. Kan du stadig ikke finde bilerne, så send mig en mail på schjllrp-detdersjoveamedenunderligstregomkring-gmail.com. Jeg skal gerne uddybe.


Langs brinkerne kan man også lyse ind under nogle store trærødder og se muslingerne stå som sat i plantager, og man kan pludselig møde et stort søuhyre, der viser sig at være et fuldvoksent træ, der har besluttet sig for at ville indgå i søens økosystem. Man kan også tælle lerduer, hvis man skulle føle behov for det.
I det hele taget er der så mange (større og mindre) ting i den sø, at det vil være et oplagt sted at fornøje sig med at lave et kort, hvis man skulle have de lyster. Måske et projekt for en kommende Divemaster?


Så er vejret for blæsende til at tage ret mange andre steder hen, og har skyerne holdt sig nogenlunde tørre (Og de små skyer er sendt væk. De skal i skole, så de kan lære at regne), er Elev Grusgrav et glimrende bud! Der er ingen strøm, der er ingen bølger, og det er let at komme til.
Man skal godt nok parkere ved bommen, men det er en overkommelig gåtur. Og det går hverken op ad bakke eller ned ad stiger.


En ting man nok lige skal være opmærksom på, er éns finnespark og bundforholdene. Det er en gang dynd, man finder i sådan en sø, og hvis man ikke er suverænt god til at lave frøspark, så man ikke roder op i bunden, vil jeg næsten tro, at man får ødelagt sigten på ingen tid. Men det er kun et gæt.
Til gengæld er søen så viseligt indrettet, at man kan svømme rundt langs hele kanten. Og hvis man ikke når helt rundt inden flasken er tom, er det bare at gå i overfladen og svømme den relativ korte distance tilbage til udgangspunktet.


Maya og jeg svømmede dog samme vej tilbage, som vi svømmede ud, så vi fik rigtigt et indtryk af, hvor stort boligkomplekset for krebs er, og vi kunne endnu engang sige dav til de samme gedder og så lige se, om de denne gang ville lade sig skræmme af ens størrelse (Det gjorde de så bare ikke!), og vi kunne finde nye, store huller i brinken, vi ikke havde set, da vi kom den anden vej.


Når dykket er overstået, er der en glimrende grillplads på toppen af skrænten mod øst-sydøst. Man kan se over hele søen og nyde den sol, der måtte være.


Billedet herunder er ikke fra aftenens dyk, hvor der var lidt flere skyer på himlen; det er et dyk fra forrige mandag, hvor vi (med-Vandbisserne Maya og Christian samt Deres ydmyge forfatter) havde et dyk sammen med nogle Aalborg-drenge (dog uden læderveste og nittebælter - til gengæld var der grill og hotdogs!) ved navn Ole (ham med Dykker-Forum.dk) og Anders (ham der blev mødt af en skarv under et dyk!)


Ole, Christian, undertegnede og Maya.
Anders Kvist står bag kameraet
(Billedet er lånt på formodet opnået efterbevilling!)


Det er hygge, der er til at forstå!
God fornøjelse!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar