Dykkeri: (2010-05-15) - De to sidste på Seattle!

15-05-2010

- Beretningen om et normoxic trimixkursus

Dagen er oprunden, nu har alle været på besøg på Seattle!
Omar og jeg havde i hvert fald fornemmelsen af, at hele verden, incl. en vilkårlig fåreholder i den new zealandske ødemark, har dykket på vraget "Seattle" ved Kristiansand i Norge. Bare ikke os.

Men nu skulle det ændre sig!

En model af Seattle, som den så ud før sammenfaldet

Anledningen var et IANTD normoxic trimixkursus afholdt af Bent Tovgaard fra Out4Dive.dk
Kurset er en udvikling af færdigheder i teknisk dykning med trimixblandinger, hvis iltindhold er tilstrækkeligt stort til at kunne åndes fra overfladen. Skulle man eventuelt før kurset have haft en ide om, at det sniger man sig da lige igennem, kunne man godt tro om igen!

Det startede såmænd ellers stille og roligt hos Bent. En hyggelig snak om forudsætningerne, om hvad kurset ville komme til at indeholde og så lige en gennemgang af det udstyr, vi skulle forvente at bruge. Og allerede her begyndte den første kompromisløshed at vise sig: Selvfølgelig skal man have det grej, der virker, og hvis man har fundet noget, der virker for én er det ok. Men det skal virke! Det er ikke nok af have overbevist sig selv om, at det, man har, er bedst. Det skal være baseret på praktiske erfaringer.

Den grundige gennemgang blev fulgt af et stort udvalg af variationer over samme tema, og der var ikke nogen tvivl om, at det var udstyr, der havde set sin andel af tid i vandet, vi blev præsenteret for.

Som sådan ikke noget nyt (da alle naturligvis var up-to-date med krav til udstyr...!), lige bortset fra dragtflasken, der bliver nødvendig med trimixblandinger. Helium er koldt at få i dragten, så trimix i baggassen kræver alternativ luftkilde til dragten alene.

De praktiske erfaringer var der også en klar forventning om, at vi havde på plads! Kurset er ikke et kursus i at dykke med dobbeltsæt, tørdragt, kommunikere med lys, lave ventilnedlukninger, sende bøjer og så videre: Alt det er grundteknikker, som vi alle meget gerne (en skolelærerstirren over de imaginære brillekanter!) skulle have på plads, da minimumskravet er advanced nitrox.

Det, vi ville lære på kurset, var bl.a. hastigheden og selvfølgeligheden, teknikkerne skulle udføres med. Alt skal udføres overbevisende og med flydende bevægelser. F.eks. skal opsending af bøje gøres på max. 1½ minut, hvilket en komplet ventilnedlukning og -åbning også skal kunne udføres på. Naturligvis i trim og med god afbalancering!

Tilbage i teorilokalet fortsatte vi lidt med at få pejlet os ind på hinandens erfarings- og oplevelsesgrundlag, og hvad vores personlige forventninger til kurset var.

Bent blev spurgt, om vi kommer til at lave mange øvelser... Og efter at have kigget et par sekunder rystede Bent lige så stille på hovedet og sagde, at han såmænd ikke ville fylde dykkene med alle mulige øvelser. Vi skulle jo bare kunne dykke. Men der er jo altid ét eller andet, der går galt når man dykker. Især med sådan nogle kursister. Så vi skulle jo naturligvis være lige så forberedte på problemer, som vi jo alligevel plejer at være. Der ville da ikke ske noget, der som sådan ikke ville kunne ske på et hvilket som helst af de andre dyk, vi ellers foretager.

(Igen den der skolelærerstirren over de imaginære briller, som vi ville komme til at se mere end én gang på dét kursus!)
Ja tak!

Men snakken fortsatte hen over de slides, der jo nok desværre må betragtes som IANTD’s svage side; ser man det fra den lyse side gav de halvfærdige oversættelser anledning til mange gode spørgsmål! Og så opvejede den tilhørende undervisning i, hvad der sker under dykningen, rigeligt de underlige begreber og formuleringer.

Der er ingen tvivl om, at der har siddet nogle ph.D-studerende, MD.Sc. stipendiater og SNAFU-ekvilibrister og forsket godt og grundigt at kroppens reaktioner over for blandingerne af ilt, nitrogen og helium; men noget langhåret bliver det altså.

Og langhåret skal det vel også være! Proceduren med at gribe en enkeltflaske, spænde en BCD på ryggen og i øvrigt aftale dykkerplanen undervejs i et giant stride er ikke gangbar til denne type dykning.

IANTD’s Normoxic trimix-kursus certificerer til 60 m dybde, og dernede kan man altså slå sig selv ihjel hurtigere end en godt bedugget fumlegænger, der vader rundt midt på Vestervold i Randers kl. halv fire en tirsdag eftermiddag!

Hvor kedeligt det end virker, skal der planlægges dybder, tid, dekostop, gasbehov (tidligere har gas for mig været noget, der kommer ind i et hus i de grå rør og som varmer vandet op, eventuelt bruges i en kogeplade. Oxygen, nitrogen og helium er altså på luftform ved de temperaturer, jeg dykker ved! Men nu har jeg ikke luft i flaskerne mere, nu har jeg gas. Skik følge eller land fly), overfladetider og logistik. Teknisk dykning tager pr. definition længere tid at planlægge og forberede, end man kommer til at bruge på selve dykningen!

Et par aftener gik i de hyggelige lokaler ved Out4dive, hvor der blev snakket og diskuteret en masse teori. Og vendt det hvide ud af øjnene nogle gange; men man stopper heller ikke bare noget dyr helium i den luft, man vil indånde, uden at vide hvorfor, hvorledes og hvad så.

Indledende øvelsesdyk i beskyttet vand,
incl. vores videofotograf med de afslørende optagelser!

Nogle basale øvelser blev der også tid til i de lokale vande (som trods vældige bølger fra Catlink kunne betragtes som ”confined water”!) – men da der ikke er så forfærdeligt meget at se på i de østjyske vande fra 35–60 m, skulle de dybe dyk foretages i Norge.

Seattle ved Kristiansand

Og her gik de sidste rester af ”såmænd stille og rolige” efterhånden over!

Ikke fordi der ikke fortsat blev lagt vægt på teorien (vi blev stadig høvlet igennem hver aften); men der var på ingen måde tvivl om, at hvis ikke det fungerer i vandet, fungerer det slet ikke!

For at vi ikke skulle tro, at det hele var behagelige dyk, blev vi undervejs lige hevet igennem noget, der viste sig at være en handlebane. Vi var blevet sendt ned for lige endnu engang bare at vise noget rutine i ventilnedlukninger og håndtering af dekoflasker og andre småting… Det endte så med en gang tørre tæsk i form af akut luftmangel, akut maskemangel, ventiler og manifolder med free-flow og hvad har vi ellers har af moderat fysisk pres, der ville få enhver mellemfed amerikaner med respekt for sig til at kontakte sin advokat med henblik på et sagsanlæg. Alt sammen et lille udsnit af, hvad vi skulle forvente på ethvert dyk.

Fuld koncentration omkring teorien...

... med flittig brug af de bærbare

(Og så skulle vi også igennem en del konditions(r)øvelser, der i parentes bemærket var nogle af de øvelser, der blev udført til UG af samtlige deltagere.)

Alle teknikker blev nøje vurderet af Bent på alle dyk. Man var ikke i tvivl om, når man havde gjort noget, der var forkert. Det skulle vi nok få at vide! Og diverse undskyldninger hjalp ikke en meter. Tror vist, at alle afarter blev forsøgt undervejs. Men selvom en hvalhaj basker forkert med den ene finne i Stillehavet, og derfor sender en mikrotsunami op til de norske vande, så man kommer til at ligge og bobbe lidt op og ned på dekostoppet, er det bare noget, man skal kunne håndtere! Lig ordentligt! Der skal foretages eget gasskifte, holdes øje med makkerens gasskifte, sendes bøje op og hvad man nu ellers kan finde på. Der er helium i kroppen, og det suser så hurtigt ud af vævene igen, at boblerne er en meget større risiko nu, hvor det ikke bare er oxygen og nitrogen, der er i kroppen. Derfor: Lig ordentligt!

Man var heller ikke i tvivl om, når man så havde gjort det, som Bent ville ha' det, så de små succesoplevelser blev der også plads til.
Det var kontant afregning med præcis besked om, hvad det var, der var rigtigt eller forkert.

Vi var der for at blive bedre og lære noget, ikke for at blive strøget med hårene.

Én af de utallige situationer, hvor Bent indskærper

eller forklarer sammenhængen mellem teknik og årsag

Hvis man af én eller anden grund ikke mener, at man kan nå at lære noget på de relativt få kursusdage, der er, kan man også godt tro om igen.

Tro kan flytte bjerge, og træning kan flytte evner. Efter at der var blevet flyttet rundt på én i vandet, nogle havde fået dask over fingrene eller over nakken (ligeledes under vandet), der var blevet demonstreret frøspark og kropsstillinger for at nå sine ventiler, og det hele blev øvet såvel på de dertil opstillede borde-/bænkearrangementer som i vandet, og der så i øvrigt kom præcis vurdering af vores teknikker, kom vi alle hjem med væsentlig bedre færdigheder, end vi tog afsted med! På én eller anden måde var det hele pludseligt lidt mindre besværligt, end det havde været en uge tidligere.

Finpudsning af frøspark

Under de dybe dyk blev der lagt ekstra vægt på færdigheder i at kunne komme ned på den planlagte dybde med en vis fart (så vi ikke spilder al den gode tid inden vi kommer i gang), på opmærksomhed over for både makker og vraget, vores opfyldelse af de arbejdsopgaver, vi har påtaget os i teamet, og så naturligvis vores færdigheder i at styre dybden og tiden, så vi ikke overskrider vores run-time.

Første dybe dyk vel overstået

Alt imens hang Bent og holdt vågent øje med os. At sige, at han hang som en strålende sol ovenover os, lyder måske lige religiøst nok; men alligevel kunne jeg af og til se, at der fejede en lysstråle hen over min dybdemåler, som ikke stammede fra hverken min eller Omars lygte. Så hvis man har problemer med at blive overvåget i alt hvad man gør, skal man ikke tilmelde sig dette kursus. Det var næsten som en afart af ”Paradise Hotel”, bortset fra at vores kondomer med vilje har hul i enden!

De 4 dages koncentrerede arbejde førte så absolut et sted hen: På vores sidste dyk, hvor vi selv skulle bestemme dybde, formål, hvad vi ville dykke på, hvor lang tid vi ville dykke, alt det der – så var det rigtig godt at sidde med en fornemmelse af, at vi havde redskaberne, og vi bare selv skulle skabe vores oplevelser. Forholdene var perfekte med et godt vrag, god sigt (nede fra styrehuset kunne vi se agterstavnen), havblik, de blandinger vi ville have og en båd til at sejle os! Dykket kunne bare nydes i fulde drag.

Naturligvis er vi her efter kurset på ingen måde fuldbefarne; men jeg kunne mærke en tydelig forskel i forhold til tidligere dybe dyk. Selvom jeg på dette dyk lå væsentlig dybere, end jeg før normalt havde dykket, lå jeg alligevel med helt rolige åndedrag og fornemmelse af at være mere klar på, hvad der måtte komme, end jeg nogensinde har været før. Det var ikke en overdreven selvtillid (synes jeg selv) – det var en bevidsthed om at have været igennem øvelser og skarpt opsyn, så jeg følte mig rustet til opgaven.

Undervejs meldte tanken "Nu ved jeg , hvad Leigh Bishop vil på dybden efter" sig. Dernæst meldte tanken ”Han har længere afstand mellem sine dybe stop, end du nogensinde har været fra overfladen og sandsynligvis kommer, kammerat!” sig. Ingen grund til at efterlade Janteloven på overfladen…

Men et indblik i hvad der trækker, tror jeg nu alligevel, jeg har fået.

Omar og jeg fik set, hvad vi ville se på vraget, og der var masser af spillerum inden for vores runtime med indbyggede dybe stop, så alt forløb glat.

Jeg kan i øvrigt nævne i sammenhængen, at når man ligger og skal have 11 minutters deko, er Springsteens ”Jungleland” i Live in Hyde Park-udgaven blæst igennem på 7 minutter og 22 sekunder. Jeg følger nok ikke helt run-timen på soloerne. (Andre spiller sten/saks/papir…)

De fire dage i Norge gik for fuld kraft, fra vi kom, til vi gik. Der var pres på logistikken, så vi kunne få det hele til at falde i hak.

Man kunne måske være fristet til at sige, at ”en dag mere, så…” eller ”en times pause mere, så…”, men et vist pres er ikke uvant på en dykkertur, og slet ikke på en teknisk dykkertur! Selvfølgelig skal man ikke stresses ud over sin maksimalgrænse; men man skal kunne tåle et vist (tids)pres og pludseligt opståede krav. Der er altid noget, der driller, og altid noget, man ikke har alligevel.

Jeg følte mig somme tider hensat til min barndoms gårdsplads, hvor min far stod og gjaldede ”Når vi alle har travlt, så er der ingen der går – så er det i løb!” Og i al sin enkelthed er det jo netop også konceptet her; der er, når vi sidder ude i båden, vi godt kan bruge de ekstra minutter for at få pulsen ned, inden vi skal i vandet. Tiden skal ikke spildes på land ved at daske fra det ene sted til det andet i ro og mag.

Klar til afgang, destination Seattle

Der skal dykkes, der skal sejles, der skal gives en hånd i båden til dem der skal i og op af vandet, der skal gives en hånd på kajen, når grejet skal i og op af båden, der skal traves op og ned ad en stejl bakke med dobbeltsæt og dekoflasker, der skal blandes gasser, der skal laves mad, der skal planlægges nye dyk og der skal holdes højt humør.

Man skal være klar til at tage sin del af opgaverne plus lidt mere for de andre, så de mest basale rutiner og praktiske problemer skal være løst. Udstyret skal være serviceret, elastikker og spænder og karabiner skal være klargjorte hjemmefra, så ikke de andre deltagere står og venter unødigt på én.

Problemerne skal nok komme af sig selv – man behøver ikke tage dem med hjemmefra.

Gasblanding er en lige så nødvendig som selvfølgelig del af sådan et kursus

Og det evindelige krav om en vis fysisk form gør sig også gældende: Dobbeltsæt er tunge, det kommer man ikke udenom. Og hvis man ikke kan holde til at slæbe eller køre dem på en sækkevogn frem og tilbage, får man problemer.

Dykning i flere dage tærer på både fysiske og mentale kræfter, og det er tit set på dykkerture, at det høje humør de første dage bliver til konstant vrissen de næste dage. Simpelthen fordi folk er blevet trætte. Det dur ikke. Der skal kunne ydes noget!

Selvom vores kursushold næppe er klar til at stille op til de Olympiske Lege, var der alligevel godt humør og hjælpsomhed fra start til slut. Vi var delt op i hold à hhv. 2 og 3 elever, så der var altid en hjælpende hånd parat. Der blevet taget fra på de praktiske opgaver, og der blev ikke (nævneværdigt) vrisset af nogen. Det var jo i og for sig imponerende, men det gjorde også, at det var en utrolig hyggelig tur!

Mental indstilling er tydeligvis endnu vigtigere end fysisk form.

Rengøring er også en del af en dykkertur.

Og alt gøres med sædvanlig grundighed

Nu hvor kurset er overstået er det selvfølgelig fristende udelukkende at sigte efter dybe dyk på trimix. Men der er lært en masse gode teknikker og procedurer, der absolut bliver inkorporeret i den daglige dykning.

Kurset har været en mental og færdighedsmæssig udvikling, som vil blive en del af mine teknikker fremover. Grænser er blevet flyttet og nye aspekter erfaret. Og jeg var faktisk overrasket over, hvor naturligt, det var.

Træningen skal selvfølgelig holdes ved lige, så jeg bliver én af dem, der fortsat kan ses på lavt vand og korte dyk iført fuldt udstyr. Alt det grej er besværligt at håndtere, og det er kun praktisk træning, der kan vænne én til generne.

Her knap en uge senere har jeg haft et dyk til en lille fiskekutter i vandene omkring Bornholm (når nu Fu Shan Hai er midlertidig lukket må man jo finde alternativer!), med en makker (Nick), jeg ikke har dykket med før.

Nu var Nick så også med på kurset, så jeg vidste, hvad han også var blevet trukket igennem. Mine tidligere forbehold med absolut ikke at skulle på de dybder med en makker, jeg aldrig har dykket med før, var blevet suspenderet. Og det var helt ok – min komfortdybde er helt afgjort blevet forøget, og i øvrigt forløb dykket fuldstændig uproblematisk og med god kontakt, så træningen og teknikkerne viste sig også at have en levetid på mere end et par dage.

På trimixkurset var det naturligvis tilladt at bruge de teknikker, vi selv ville, bare de virkede. Og man lå i trim. Og brugte frøspark. Og kunne kommunikere med sin makker. Og var opmærksom på, hvad der skete. Og fulgte sin run-time. Og lå stille på stoppene. Og huskede, at helium kræver mere præcise bevægelser i opstigningen end nitrox gør. Og kunne betjene sit udstyr. Og tage det af. Og få det på. I vandet. Og finde alt frem og sætte det på plads igen. Og svømme videre. Og kunne planlægge sine dyk, før man udførte dem. Og i det hele taget demonstrerede et færdighedsmæssigt og mentalt overskud, der retfærdiggjorde, at man bevægede sig ned på større dybder.

Når alle kravene var opfyldt på én gang, var der sjovt nok en vis overensstemmelse mellem de teknikker, hver især så foretrak!

Netop den meget større risiko ved dykningen stiller tilsvarende store krav til undervisningen. Det navn på organisationen, der står på certifikatet, har ikke været vigtigt for mig – det har været vigtigt med en instruktør, jeg har haft tillid til, og som har kunnet demonstrere en brugbar undervisning og overbevisende erfaring i udførelsen af den slags dykning, jeg vil til at bevæge mig ud i.

Da jeg havde gode erfaringer med Bent fra tidligere kurser, var det derfor helt naturligt atter at lade valget falde på ham.

Vi har haft mange diskussioner frem og tilbage, og grundpillen i den undervisning, vi har fået, har hele tiden været Bents personlige erfaring, ikke blot en oplæsning fra en instruktørmanual.

Normoxic trimixhold primo 2010.

Stående fra venstre er det Nick, Omar,

Dennis, Deres Forfatter og Lars.

Knælende sidder Bent, vores instruktør.

Jeg har fået en stor personlig tilfredshed ved at have gennemført kurset! Derfor en stor tak til Bent Tovgaard fra Out4Dive.dk for at afholde et godt og effektivt kursus, og ikke mindst en stor tak til mine kursuskolleger Nick og Dennis (Bjerringbro Dykkerklub) samt Omar og Lars (Vandbisserne) for gode dyk, god stemning og godt fællesskab.